Sådan var Oslo-aftalerne med til at bane vejen for massakren mod Israel
- 19. July 2024
-
Members of the Hamas and the Islamic Jihad release Israeli hostages to the Red Cross, in Rafah, in the southern Gaza Strip, November 28, 2023. Photo by Flash90
Her ses israelske gidsler omringet af bevæbnede terrorister mens terrorgruppen Hamas overfører dem til Røde Kors i Gaza, 28. november 2023. (Foto: Flash90)
Oslo-aftalerne var en stor fiasko, der hverken førte til en moderat palæstinensisk partner eller et godt naboskab. I stedet var de med til at bane vejen for 7. oktober-massakren mod Israel, skriver Jerusalem Center for Public Affairs
Jerusalem Center for Public Affairs (JCPA) er et førende og uafhængigt forskningsinstitut, der fungerer som Israels globale ambassade for national sikkerhed og anvendt diplomati. Centret blev grundlagt i 1976 og har udgivet flere hundrede undersøgelser og initiativer fra førende eksperter om forskellige strategiske emner.
Her er et uddrag af deres seneste undersøgelse af 7. oktober-massakren mod Israel.
Du kan læse den fulde tekst, inkl. kildehenvisninger her.
Mere end ni måneder efter Hamas i samarbejde med flere terrorgrupper, begik 7. oktober-massakren mod Israel (den værste massakre mod jøder siden Holocaust og det dødeligste terrorangreb siden 11. september-angrebet mod USA), må vi spørge hvad der gik galt? Massakren har rystet Israel til sin grundvold og været et wake-up call.
Hamas brandede massakren mod Israel som “al Aqsa-floden”, for at fremme deres religiøse og ideologiske tro på hellig krig og forsvar af muslimernes hellige steder i Jerusalem.
Det modbeviste antagelsen i Israel og vesten (inkl. Danmark) om, at palæstinensernes anklage mod Israel var politisk motiveret og kunne løses territorialt.
Massakren var religiøst motiveret og følger “Al Aqsa Intifadaen” i år 2000, hvor PLO og Hamas myrdede flere tusinde israelere. I 2023 fortsatte Hamas samme jihad-strategi, der blev skabt af PLO om ideologisk udryddelse kombineret med terror.
Alligevel overser mange, hvad der ledte frem til Hamas’ massakre og kidnapninger. Frøene der kulminerede med 7. oktober-massakren, blev allerede sået for flere årtier siden af Hamas’ rivaler Fatah (Fatah kontrollerer de palæstinensiske myndigheder, der i årtier er blevet finansieret af Danmark, EU, USA og andre internationale donorer). Siden Oslo-aftalerne blev indgået i 1993 har Fatah hyldet og støttet terror-krigen mod Israel.
Verdens reaktion på 7. oktober-massakren afspejler 31 år med Oslo-aftalerne og terror hyldest som de palæstinensiske myndigheder (PA) har promoveret internationalt.
Med Oslo-aftalerne fik PLO international legitimitet og kunne dermed maskere deres mål om at udslette Israel (se PLO’s charter). Med Oslo-aftalerne kunne PLO igen lancere deres “10 punktsplan” fra 1974 om at kontrollere al den landjord, de kunne komme til. Herefter ville PLO fortsætte deres “væbnede kamp” og “befrie Palæstina fra floden til havet” – dvs. udslette Israel.
Tyve år senere fortsætter PA PLO’s udmattelseskrig mod Israel for at opnå “revolution frem til sejr”, efter inspiration af PA’s sovjetiske mentorer.
I løbet af Oslo-æraen, har PA haft fokus på delegitimisering af Israel, udbetaling af terrorløn for at myrde israelere (Pay for Slay), oplæring i had, antisemitisme, radikalisering, politisk krigsførelse, propaganda, nazistisk- og sovjetisk inspireret anti-israelsk lovgivning.
Under Anden Intifada, der begyndte primo 2000’erne, blev flere tusinde israelere, som allerede nævnt, myrdet eller såret af Hamas og PLO-terrorister. Selvom PA, jf. Oslo-aftalerne, havde forpligtet sig til at afværge terrorangreb mod Israel, blev de ikke stillet til ansvar af det internationale samfund. Kort efter PLO’s leder Yasser Arafat underskrev Oslo-aftalerne, opildnede han i moskeer i Sydafrika og Marokko til jihad.
PA’s retorik om folkemord har også gennemsyret den internationale diskurs. Oslo-aftalernes “land for fred”, medvirkede til Israels beslutning om at trække sig ud af Gaza i 2005. I 2006 vandt Hamas præsident- og parlamentsvalget i Gaza.
Paradigmet i Oslo-aftalerne om at forhandle med PLO og legitimere PA som en før-statslig myndighed, var også med til at bane vejen for Hamas’ de facto stats-legitimitet. I 2014 tilbød USA’s daværende præsident Obama, at forhandle mellem Israel og Hamas, der står på USA, EU og Israels terrorliste.
Siden Hamas i 2007 begik deres blodige kup mod Fatah og tog kontrollen over Gaza, har terrorgruppens politiske krigsførelse mod Israel øget deres internationale legitimitet. Med iransk og qatarsk bistand i lommen, går Hamas målrettet efter at blive internationalt accepteret. I 2015 deltog Hamas i Røde Kors’ internationale træning om international lov og fredsskabelse. Hamas har adopteret et “liberalt” sprog i sin 2017 tilføjelse, til sin charter fra 1988, der “stræber efter at rejse Allahs banner over hver tomme af Palæstina, islam vil udslette Israel, Palæstina er islamisk Waqf (helligt land) for muslimerne. Derfor har alle muslimer pligt til at befri landet. Hamas betragter sig selv som spydspidsen i kampen mod verdens zionismen.”
Der var dem, som fortolkede Hamas’ “reformeret” 2017-tilføjelse, til at være i overensstemmelse med en “to-statsløsning”. I virkeligheden falder den i tråd med PLO’s 10-punktsplan, dvs. en “faseplan”, der skal munde ud i udslettelsen af Israel. I deres 2017 version, påberåber Hamas sig islams sociale retfærdighed med fokus på en kompromisløs “befrielse af Palæstina” fra en ikke-muslimsk enhed, som en religiøs forpligtelse. Ligesom PLO, er Hamas’ mål at befri hele ” det besatte Palæstina” fra jødisk styre, hvilket også var målet med massakren mod Israel.
Hamas har brugt mange ressourcer på at brande sig i verden som moderate. Under deres “Great March of Return” i 2018, brugte terrorgruppen plakater af Martin Luther King, Nelson Mandela og Gandhi – Hamas har ladet sig inspirere af PLO’s hybride krigsførelses-strategi. Arafat var loyal over for Det Muslimske Broderskab og han var stolt over at være i familie med Jerusalems mufti, Haj Amin al Husseini, der samarbejdede med nazisterne. PA-præsident Mahmoud Abbas ynder også at bruge Hamas’ islamiske retorik, men modsat Hamas er PA blevet meget upopulær blandt deres egne efter massiv korruption og menneskerettighedskrænkelser. Selvom PA konkurrerer med Hamas om ekstreme anti-israelske anklager, stiger palæstinensernes Hamas-støtte i Judæa og Samaria (Vestbredden).
Ligesom PA har Hamas også lært, hvordan de kan appellere til den arabiske verden og Vesten. Hamas har brandet sig som en religiøs “modstandsorganisation” – i Vesten er det blevet omskrevet til en “frihedsbevægelse”.
Hamas’ religiøse “branding” er en fortsættelse af Haj Amin al Husseini og Det Muslimske Broderskabs strategi med fokus på anti-jødisk propaganda om, at jøderne vil overtage Tempelpladsen i Jerusalem.
Fathi Hamad, der er nuværende medlem af Hamas’ politbureau og tidligere indenrigsminister har udtalt at palæstinenserne skal forberede sig på etablering af et islamisk kalifat med Jerusalem som hovedstad, han har også opfordret PA sikkerhedsstyrker til at rejse sig mod PA-præsident Abbas og bedt jordanerne om slutte sig til kampen “for at befri Jerusalem og Al-Aqsa-moskeen.”
Kort efter massakren mod Israel, opfordrede Hamas-leder Khaled Mashal alle muslimer til at deltage i kampen “og ofre deres rene blod for Palæstina”.
Parallellerne til PLO’s ideologiske krigsførelse er slående. PLO-ledere har indrømmet, at deres branding af Al Aqsa var et PR-trick brugt til at planlægge en intifada.
Også Abbas og den Fatah-tilknyttet terrorgruppe Al Aqsa Martyr Brigaderne har brugt Al Aqsa retorikken i deres anti-israelske propaganda.
Israels ignorering af PLO’s radikale retorik gjorde den internationalt mainstream. Fortællingen har til formål at distrahere palæstinenserne fra PA’s korruption, der med tiden har ændret Hamas’ legitimitet som kontrolorganet i Gaza samt Judæa og Samaria.
Samtidig har BDS-bevægelsens verdensomspændende anti-israelske kampagne gødet jorden til isolering af Israel. Det var også med til at bane vejen for 7. oktober-massakren. Hamas og PLO’s ideologiske krigsførelse er blevet modtaget med åbne arme blandt de venstreorienterede i Vesten. Vi har set studerende og andre grupper, der retfærdiggjorde massakren mod Israel.
BDS’ har haft success med at sprede påstanden om at det jødiske folk ikke har en stærk tilknytning til landet Israel, at det jødiske folk er hvide kolonialister, der undertrykker palæstinenserne og at zionisme står for voldelig besættelse og apartheid. Den retorik har også medvirket til at retfærdiggøre massakren.
Årtiers PA-angreb mod Israels ret til at eksistere, har medført at PLO, der tidligere blev defineret som en terrororganisation, har undermineret demokratiske Israels ret til at eksistere. Også det medvirkede til at bane vejen for massakren mod Israel, hvor Hamas fremstilles som “frihedskæmpere”.
Det er ikke tilfældigt, at Hamas’ religiøse oprindelse er blevet ignoreret af mange vestlige progressive, der brander Hamas i hovedstæder og på universiteter.
Samtidigt lever PLO’s internationale delegitimisering af Israel tilbage fra 1970’erne i bedste velgående. Det ses blandt andet ved de internationale domstole, der er blevet terroristernes legeplads, ved fx at stille spørgsmålstegn ved Israels retfærdige krig mod Hamas i Gaza. I 1974 talte Arafat til verden fra FN’s talerstol. I 1975 vedtog FN resolution 3379, der satte lighedstegn mellem zionisme og racisme. PLO satte ind med en omfattende kampagne for at delegitimere jødisk historie, det jødiske folks ret til selvbestemmelse og deres tilknytning til Israel. Vi ser samme slogan i dag med “fra floden til havet, Palæstina vil være frit.” = etnisk udrensning af det jødiske folk.
PA begyndte allerede sin anti-israelske krigsførelse via de internationale domstole i 2009. PA kom med påstande om israelske forbrydelser i Judæa og Samaria samt Gaza. På samme måde har Hamas beskyldt Israel for forbrydelser under den igangværende krig, som de selv startede med massakren mod Israel. Sydafrika er blandt de lande, der støtter Hamas’ anklager mod Israel. I 2022 beskyldte Abbas under sit officielle besøg i Tyskland, Israel for at have begået “50 Holocausts” mod palæstinenserne.
Ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) blev der anlagt sager mod israelske ledere og Hamas-ledere. De blev alle fundet skyldige i krigsforbrydelser. PA-ledernes årelange kampagne mod Israel ved de internationale domstole, er kulmineret med, at ICJ nu ligestiller demokratiske Israel med en terrorgruppe.
Alligevel har USA øget presset for at få Israel til at acceptere PA som dem, der skal sikre “dagen efter” i Gaza, hvilket vil føre til en “tostatsløsning”, som de fleste israelere nu anser for at være en katastrofe. USA’s præsident Biden har udtalt at: – Gaza samt Judæa og Samaria bør genforenes under èn regering med en revitaliseret palæstinensisk myndighed.
USA’s udtalelser om en “to-statsløsning” og antydninger om at USA ville overveje at anerkende en palæstinensisk stat, fik Abbas til at annoncere reformer i PA. De fleste iagttagere betragter både Abbas’ og PA’s nye premierministers lovning af reformer som et spil for galleriet henvendt mod Vesten. Samtdig afviser Hamas, Palæstinensisk Islamisk Jihad, PFLP og Det Palæstinensiske Nationale Initiativ PA’s reformer.
En “to-statsløsning” ser endnu mere umulig ud efter massakren og den igangværende krig mod Hamas, der fortsat holder 120 gidsler fanget i Gaza. Samtidig har USA og Europa vist palæstinenserne, at det internationale samfund belønner terror.
Hamas og andre terrorgrupper i Gaza har publiceret udtalelser på spansk, irsk, norsk, slovensk og armensk om anerkendelse af en palæstinensisk stat, og tilskrevet det massakren – det er et helt forkert budskab at sende.
To-statsløsningen ignorerer den omstændighed, at en palæstinensisk stat vil udgøre en eksistentiel trussel mod Israel. Massakren viste det med al tydelighed – Gaza var en de facto pseudo-stat med internationale grænser til Israel, en fungerende regering, parlament, sikkerhedsstyrker og retsvæsen. Alligevel forhindrede deres politiske uafhængighed ikke Gaza i at angribe Israel, tværtimod muliggjorde det massakren. Massakren beviser at Israel ikke kan grænse op til en “demilitariseret” palæstinensisk stat. De flere tusinde terrorister og flere hundrede civile fra Gaza, der stormede ind i Israel, brugte hverken kampvogne eller tunge våben. De myrdede over 1.2000, voldtog, kidnappede børn, kvinder, ældre og mænd til Gaza.
Det internationale samfund har ignoreret PA’s svaghed og manglende politisk vilje til at styre en palæstinensisk stat. PA har ikke været i stand til at styre deres selvstyreområder i Judæa og Samaria og har ladet terrorgrupper overtage flere af deres byer.
Som nævnt, viser meningsmålinger at PA er meget upopulær blandt sine egne og mange ville vælge Hamas, hvis der blev afholdt valg.
En ny fremtid i Gaza vil kun være mulig, hvis PA ændrer sin Israel-politik.
Militæranalytikere Maurice Hirsch og Yossi Kuperwasser foreslår følgende skridt for at fremme fred:
– PA skal fordømme massakren
– PA skal stoppe deres Pay for Slay politik
– PA skal anerkende Israel som det jødiske folks nationalstat
– PA skal stoppe med at opildne til had og terror
– PA skal stoppe sine Israel-angreb på den internationale arena
– PA skal aktivt bekæmpe terror
Derudover foreslår Hirsch:
– PA-valg under internationalt tilsyn og stop for at terrorgruppers deltagelse i PA’s valg
– Den nye PA-ledelse skal ledes under streng international forvaltning for at forhindre radikalisering
– PA’s ledelse og personalet i deres finansministerium skal erstattes af et internationalt personale for at sikre stop af korruption, nepotisme, underslæb og terrorstøtte.
– PA’s retssystem skal opløses og rekonstitueres under vejledning og kontrol af internationale myndigheder.
– PA skal afbryde sine PLO-bånd. PLO’s organisatoriske medlemmer er internationalt udpegede terrororganisationer, som PA årligt støtter med flere hundrede millioner dollars.
Massakren og den igangværende krig mod Hamas, kræver også, at Israel genovervejer forholdet til sine palæstinensiske naboer.
Oslo-aftalerne var en stor fiasko, der hverken førte til en moderat palæstinensisk partner eller et godt naboskab. I stedet var de med til at bane vejen for 7. oktober-massakren.
Massakren har lært Israel og den frie verden at territoriale kompromisser ikke kan bruges mod ideologisk krigsførelse. Havde Hamas haft held med at gennemføre sin plan fuldt ud, havde Israel stået over for samme eksistentielle trussel, som de gjorde da seks arabiske lande erklærede krig mod Israel i 1947-48.
Slutteligt må Hamas’ jihad og de palæstinensiske myndigheders mere “moderate og sekulære” religiøse dedikation om at kæmpe den lange krig mod jøderne ikke maskeres som en politisk territorial konflikt.
Den bevidste blindhed over for sikkerheds-baserede udenrigsanliggender har næsten kostet Israel og dets ni millioner indbyggere den ultimative pris. Derfor bør Israel handle forsigtigt og huske det latinske dictum caveat emptor.
https://miff.dk/terrorkrigen-mod-israel/2024/07/19sadan-var-oslo-aftalerne-med-til-at-bane-vejen-for-massakren-mod-israel.htm