Her redder israelske læger livet på hjertesyge Amir fra Gaza

Siden 1995 har organisationen Save a Child’s Heart hjulpet 6.000 børn med at få foretaget hjerteoperationer i Israel. Halvdelen af ​​børnene er palæstinensere.

Hjælp os med at stå op for Israel – bliv medlem HER

Den 21. november udførte israelske læger en åben livereddende hjerteoperation på fem-årige Amir fra Gaza. Amir var palæstinensisk barn nr. 3.000 som fik en livereddende hjerteoperation takket være den israelske organisation Save a Child’s Heart.

I alt har organisationen etableret i 1995, hjulpet over 6.000 børn med at komme til Israel for at få livereddende operationer. Børnene er kommet fra over 65 lande, mange af dem fra udviklingslande, og mange fra lande, der ikke har diplomatiske forbindelser med Israel.

Det seneste barn, organisationen har hjulpet, var fem-årige Amir Yichya Mabchuch fra Jabaliya, nord for Gaza By. Amirs hjertefejl blev opdaget da han var to måneder gammel. Familien har siden levet med den viden, at kun en operation kunne redde Amirs liv, fortæller hans mor.

Hjertefejlen har betydet, at Amir ikke har kunnet have en normal barndom og ikke kunne lave selv de mest simple opgaver, løbe eller gå langt. Amira har været under lægetilsyn siden han var helt lille.

Da familien under et lægetjek i Gaza fik besked om at Amir kunne blive reddet ved at få en operation i Israel, slog de til: – Da lægerne fortalte os, at israelske læger kunne udføre den komplicerede operation, som Amir havde brug for, var vi glade. Alle her i Gaza taler om, at israelske læger er de bedste i verden, og at man kan stole på dem med lukkede øjne, siger Amirs mor.

Amir Yichya Mabchuch’s bedstemor giver ham et kys inden han bliver kørt ind på operationsstuen. (Foto: Save a Child’s Heart)

For at få Amir til Israel sendte Save a Child’s Heart en anmodning til de israelske myndigheder. Samtidig indsendte familien en særskilt anmodning til Hamas-myndighederne i Gaza om at få lov til at forlade territoriet.

Operationen, som fem-årige Amir gennemgik, var meget kompliceret og krævede teknologi, som ikke er tilgængelig i Gaza. Ifølge den israelske kirurg Hagi Dekel forløb operationen uden komplikationer.

– Operationen blev udført for at fjerne en obstruktion i venstre hjertekammer. Hvis det ikke var blevet behandlet, kunne det beskadige hjerteklappen og i værste fald forårsage pludselig død. Aortaklappen blev åbnet, og det tykke væv, der blokerede klappen, blev fjernet med succes, forklarer Dekel.

Tamar Shapira fra Save a Child’s Heart fortæller, at deres arbejde ikke kun redder liv, men også bygger broer mellem israelere og palæstinensere: – Vi har reddet palæstinensiske børns liv i mere end 20 år, og jeg siger altid, at udover at redde liv og give håb til deres familier, bygger vi også broer mellem forskellige folkeslag, siger Shapira.

Amirs familie siger, at de vil vende tilbage til Gaza med en dyb taknemmelighed til alle de israelere, der hjalp med at redde Amirs liv.

Lige før operationen sagde Amirs mor: «Jeg ved, at der altid er spændinger mellem Gaza og Israel, men det ændrer ikke på mit barns historie. Jeg stoler på de israelske læger og ved, at de vil redde min drengs liv».

Der er også andre israelske organisationer som hjælper børn med at få livreddende operationer i Israel. Den kristen-zionistiske organisation Shevet Achim har eksempelvis hjulpet flere hundrede syge kurdiske børn.

Nu kan fem-årige Amir rejse hjem til sin familie i Gaza med et sundt hjerte og forhåbentlig få en normal barndom. (Foto: Save a Child’s Heart)

https://miff.dk/konflikten/2022/11/30her-redder-israelske-laeger-livet-pa-hjertesyge-amir-fra-gaza.htm

 

 

Print Friendly, PDF & Email