Messianske jøder: Nu vil vi respekteres og værdsættes

AF ANDERS HJORTH VINDUM 24. JUNE 2021

Efter 12 år med Netanyahu håber messianske jøder nu på mere støtte

Mange israelere er spændte på, hvilken vej landets nye regering vil gå. Det gælder ikke mindst de messianske jøder.

I Benjamin Netanyahus regeringer sad de ultraortodokse partier på Indenrigsministeriet, hvilket har givet en del udfordringer for de messianske jøder. Blandt andet er der flere eksempler på, at de har fået afvist deres anmodning om statsborgerskab, fordi Indenrigsministeriet har fundet ud af, at de troede på Jesus som Messias. Selvom Netanyahu havde lovet, at der ville være fuld religionsfrihed til messianske jøder, vendte han det blinde øje til sine støttepartiers diskriminering af de Jesus-troende.

Mange messianske jøder håber, at den nye regering under Naftali Bennett og Yair Lapid (øverst) vil behandle de messianske jøder bedre, end det var tilfældet, da Netanyahu (nederst) var premierminister.

Nu håber man naturligvis, at det bliver bedre på den front. I et blogindlæg på Kehila News’ hjemmeside sætter Chava Stein nogle ord på sin egen og mange messianske jøders forhåbninger.

Her bringer vi nogle uddrag af blogindlægget oversat til dansk:

Et budskab til Israels nye regering: Det er tid til at favne det messianske samfund

»Man kan sige, hvad man vil om det forrige styre [Netanyahus regering], men de havde et tæt forhold til det evangelisk kristne samfund i udlandet. Faktisk kom den tidligere israelske ambassadør i USA Ron Dermer med den kontroversielle udtalelse, at ”Israel burde bruge mere energi på at nå deres stærkeste støtter, de passionerede evangelikale amerikanere, frem for jøder [i udlandet], hvoraf uforholdsmæssigt mange kritiserer Israel”.

Her er et budskab til Israels nye regering: I behøver ikke at bejle til evangelikale amerikanere, der bor mange tusind kilometer væk, for at få støtte fra bibeltroende, der elsker Israel og altid vil være loyale over for hende [Israel]. I jeres midte er der et stærkt og levende samfund bestående af cirka 30.000 individer, hvoraf de fleste er israelske statsborgere. (…)

Hvis I tager jer tid til at tale med dem, vil I opdage, at deres beslutning om at bo i det jødiske hjemland kommer fra en dyb overbevisning og en identifikation med deres folk, deres historie og deres kultur. De tror på, at de opfylder deres åndelige mål, i overensstemmelse med Skrifterne, som taler om, at dem, der har været i eksil i alle fire verdenshjørner, skal samles. (…)

Desværre har de seneste 12 år budt på en anti-messiansk kampagne udført af Shas [ultraortodokst parti] og andre ortodokse retninger, som kun betragter disse bibeltroende som aktive missionærer, der forsøger at konvertere jøder. (…)

Det messianske samfund består af familier og individer, som ønsker at leve deres liv i fred, stilhed og frihed. De, som er immigreret, har nok på tallerkenen til at lære sproget, hjælpe deres børn til at klare sig i skolen og tjene penge til at opbygge et godt liv, som de synes giver bedst mening i det jødiske hjemland. At forsøge at portrættere dem som farlige personer med en ondskabsfuld dagsorden, hvilket den tidligere regering gjorde, er ikke kun forkert, men er også udtryk for en total ligegyldighed over for de mange, som rent faktisk stemte på dem [den tidligere regering]. (…)

Det eneste, vi ønsker, er at blive accepteret, respekteret og værdsat som alle andre israelere. (…) Det er tid til, at den nye regering skriver et nyt kapitel i landets historie. Og ingen vil være mere trofast og loyal end os, der elsker Israel af hele vores hjerte.«

https://www.ordetogisrael.dk/aktuelt-2-2-2/messianske-joeder-nu-vil-vi-respekteres-og-vaerdsaettes

 

Print Friendly, PDF & Email