Blogger: Evans og Netanyahu glemmer messianske jøder

AF ANDERS HJORTH VINDUM 10. JUNE 2021

Messiansk jøde reagerer på udtalelse fra kristen leder

Efter nogle kontroversielle og chokerende udtalelser fra den evangelikale leder Mike Evans, som vi også har skrevet om her på siden, har der været mange reaktioner.

En af dem kommer fra Chava Stein, der i en blog på Kehila News kritiserer både Evans og Benjamin Netanyahu for at glemme de messianske jøder, som har haft meget svære vilkår under Netanyahus skiftende regeringer.

Ultraortodoks chikane

Stein skriver, at flere messianske jøder ganske vist støtter Netanyahu, fordi han »taler for religionsfrihed og støtter bibeltroende«, men at hans regeringsstøtter i de ultraortodokse partier har brugt deres indflydelse til at bekæmpe de jøder, som tror på Jesus. »Ingen har været mere ivrige i forsøget på at forhindre messianske jøder i at immigrere til Israel,« siger hun.

Det er velkendt, at de ultraortodokse jøder fra især Shas, som har siddet på Indenrigsministeriet i mange år, har gjort det meget svært for messianske jøder, der ikke er statsborgere i Israel, at flytte til landet og gøre krav på deres medfødte ret som jøder til at blive israelske statsborgere. »At man har jødiske forældre og bedsteforældre, og at man lever efter jødisk skik, betyder ikke noget for dem,« skriver Stein. Derfor må nogle vælge mellem at droppe drømmen om et liv i Israel – eller betale i dyre domme for at tage deres sag i retten, når de uretmæssigt får afslag på ansøgning om statsborgerskab.

Mens Netanyahu altså har behandlet kristne organisationer og kristne ikke-jøder godt, har han ifølge Chava Stein tilladt, at de Jesus-troende israelere ikke har haft den samme religionsfrihed.

Vendt det blinde øje til

Steins kritik går især på, at både Netanyahu og Evans må have kendt til denne praksis – men ikke har gjort noget ved det.

»Det har utvivlsomt været mere bekvemt for dem ikke at bringe dette emne op. På den måde kunne de fortsætte deres varme venskab, som kom begge to til gode,« lyder det.

Nu har Evans så forsvaret Netanyahu og malet et billede af, at den nye regering er farlig for Israel – ligesom Netanyahu selv har gjort. Stein mener ikke, at Evans har ret til at blande sig i intern israelsk politik på den måde – især ikke når han ikke selv har gennemlevet det, som de messianske jøder har gennemlevet under Netanyahus regeringer.

»Mike Evans« siger Stein, skal »respektere dem, der hver dag lever med konsekvenserne af at være andenrangsborgere og knap nok at være tolereret af dem, som ville fratage os vores statsborgerskab, hvis de kunne«.

https://www.ordetogisrael.dk/aktuelt-2-2-2/blogger-evans-og-netanyahu-glemmer-messianske-joeder

 

Print Friendly, PDF & Email