Vaccinemangel: Enhedslisten beskylder Israel, palæstinensere beskylder PA

AF ANDERS HJORTH VINDUM 03. MARCH 2021

“Skam jer” lyder det fra palæstinensere, der er vrede over Selvstyrets “fejlslagne og korrupte” vaccineprogram

Mette Frederiksens beslutning om at rejse til Israel torsdag for at lære af israelerne og deres succesfulde vaccineprogram har medført kritik fra venstrefløjen. Pernille Skipper fra Enhedslisten har på Twitter beskyldt Israel for »vaccineapartheid«, fordi hun mener, at Israel er ansvarlig for at vaccinere hele den palæstinensiske befolkning.

Det kan ikke overraske nogen, at Enhedslisten benytter lejligheden til at kritisere Israel. Heller ikke selvom det er palæstinenserne selv, der har ansvaret for at vaccinere, jf. Osloaftalen, bilag 3, artikel 17. Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) har da også taget initiativ til et vaccineprogram – det er bare ikke kommet ordentligt i gang endnu. 

Vrede over “skandaløs” distribuering

Det var planen, at PA’s vaccineprogram skulle gå i gang her i begyndelsen af marts. Men der kun blevet leveret 12.000 doser til Vestbredden. 2000 af dem er vacciner, som Israel har foræret dem, og resten er doneret af Rusland. Derudover har De Forenede Arabiske Emirater angiveligt sendt 20.000 doser til Gaza.

Det var planen, at alle de 12.000 doser på Vestbredden skulle bruges til at vaccinere sundhedspersonalet. Men nu har Selvstyret indrømmet, at hele 10 procent af dem er blevet givet til højtstående PLO-folk, præsident Abbas’ ansatte i Ramallah, studerende, der skal til udlandet, samt til det palæstinensiske fodboldlandshold.

Det har medført stor vrede i den palæstinensiske befolkning. I modsætning til Enhedslisten retter de ikke kritikken og vreden mod Israel, men mod de palæstinensiske ledere, som de mener, har svigtet.

Al Jazeera skriver, at hashtagget #whereisthevaccine (hvor er vaccinen) trender på Twitter blandt palæstinensere. Og en kendt palæstinensisk aktivist fra Hebron kaldte på Facebook de manglende vacciner »en skandale« og skrev henvendt til PA »skam jer, I er ikke engang lykkedes med at distribuere vaccinen«.

Også på det palæstinensiske sundhedsministeriums Facebookside gav mange udtryk for deres vrede. »Israel, besættelsesmagten, har langt større respekt for deres befolkning, end I har [for os]. De tager sig endda mere af de arabiske arbejdere (…). I har kun givet os korruption og nepotisme,« skrev en af de vrede palæstinensere med henvisning til, at Israel i denne uge godkendte vaccination af de cirka 120.000 palæstinensere, der arbejder i Israel.

I det hele taget kritiseres PA for ikke at have en klar plan for vaccinerne. Og Sundhedsministeriet har i denne uge sagt, at der ikke er en deadline for, hvornår der kommer flere vacciner.

 Bekymrende smittetal

De manglende vacciner er et kæmpe problem, fordi smittetallene på Vestbredden og i Gaza er meget høje for tiden. PA har registreret omkring 130.000 smittetilfælde i alt på Vestbredden. Alene tirsdag blev der registreret hele 1.819 tilfælde. Og i søndags var hele 22 procent af de gennemførte tests positive.

Det har fået PA til at indføre en delvis nedlukning af samfundet. Den begyndte i mandags og varer i første omgang i 12 dage.

Nedlukningen er et hårdt slag mod den palæstinensiske økonomi, som i forvejen er rigtig, rigtig dårlig.

https://www.ordetogisrael.dk/aktuelt-2-2-2/vaccinemangel-enhedslisten-beskylder-israel-palaestinenserne-beskylder-pa

 

 

Print Friendly, PDF & Email