Sæt nu nuancerede farver på Mellemøstdebatten
Ole Andersen 18.marts 2011
Er Israel virkelig skurken Eller er debatten om Mellemøsten blev lidt for farvet Det spørger dagens kronikskribent om.
Den danske debat om konflikten mellem israelerne og palæstinenserne mangler i den grad farver og nuancer. Debatten er på urimelig vis blevet sort-hvid med israelerne i rollen som de sorte skurke
I DEN DANSKE DEBAT om Mellemøsten savner jeg et langt halstørklæde. Et af den slags, som min gamle afdøde mormor kunne strikke: bredt, kraftigt og med et utal af farvede striber.
Skidt med, at nogle af farverne måske skreg lidt til hinanden, og skidt med, at nogle af garnresterne havde nuancer, der ikke lige hørte til mine yndlings farver. For samlet set gjorde farverne det til et fantastisk flot halstørklæde!
Det kan man ikke sige om mellemøstdebatten i Danmark. Den mangler i høj grad farver. Faktisk er den langt på vej blevet sort-hvid: Israel er sort, og palæstinenserne er hvide.
Men sådan er virkeligheden jo ikke.
En af de farver, jeg savner, er islamiseringen og den manglende religionsfrihed i Gaza. Hamas tog magten ved et blodigt kup i juni 2007. Få dage efter erklærede en af Gazas islamister, sheikh Abu Saqer, at nu måtte kristne acceptere islamiske regler, hvis de ville leve i fred i Gaza. Samtidig blev en romersk-katolsk skole og kirke angrebet, bibler, kors og møbler blev ødelagt og computere stjålet. Så var tonen slået an.
Det var ikke Hamas, der stod bag angrebet, men Hamas' magtovertagelse gav de endnu mere ekstremistiske kræfter mod og lyst til overgreb på de få kristne palæstinensere.
I oktober 2007 blev lederen af Det Palæstinensiske Bibelselskabs butik i Gaza by, Rami Ayyad, kidnappet. Inden var han blevet truet med, at han ville blive skadet, hvis han ikke konverterede til islam. Rami nægtede at konvertere, og dagen efter kidnapningen fandt man hans mishandlede lig. Siden har der været en række overgreb på kristne palæstinensere i Gaza.
Samtidig har Hamas gennemført en stadig tiltagende tvangsislamisering. I januar forbød og konfiskerede Hamas-myndighederne to romaner, hvis indhold angiveligt strider mod islam. I februar indførte myndighederne forbud mod, at mænd arbejder i frisørbutikker, der henvender sig til kvinder.
DET NYESTE ER EN KAMPAGNE iværksat af Hamas for at få stoppet al undervisning om holocaust i FN-skolerne i Gaza, fordi den er "skadelig" for de palæstinensiske børn.
Islamiseringen er et alvorligt problem, men mange danske mellemøstdebattører tier. Den manglende religionsfrihed er grel, men den er fuldstændig fraværende i den danske mellemøstdebat.
Debattører, som nu – med rette – skælder ud over, at de vestlige lande har samarbejdet med en undertrykker som Gaddafi, kræver, at Vesten skal samarbejde med det undertrykkende Hamas-styre i Gaza. For at gøre kravet spiseligt udelader man alle farverne i beskrivelsen af Hamas-regimet. Ja til menneskerettigheder i Libyen – forholdene i Gaza snakker vi ikke om!
En anden farve, der mangler, er det israelske fredsudspil fra september 2008. Israels daværende premierminister, Ehud Olmert, tilbød den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, at palæstinenserne kunne få 93,6 procent af hele Vestbredden.
Israel ville beholde de cirka 6,4 procent, hvor 75 procent af bosætterne bor. De øvrige bosættelser med de sidste 25 procent af bosætterne skulle fjernes. Til gengæld for de mistede dele af Vestbredden tilbød Olmert palæstinenserne nogle områder af selve Israel svarende til 5,8 procent af Vestbreddens areal. Den sidste halve procent skulle udgøres af en palæstinensisk korridor mellem Vestbredden og Gaza.
Palæstinenserne sagde nej til udspillet, men Mahmoud Abbas sagde i oktober 2009, at han var "meget tæt" på at indgå en aftale med Olmert. Jeg kan ikke sige, om forslaget kunne have vundet opbakning fra et flertal af palæstinensere og israelere, men det var dog et seriøst udspil fra en israelsk premierminister.
Dette israelske fredsudspil fra september 2008 er helt fraværende fra den danske mellemøstdebat. Hvorfor mangler denne farve? Er det fordi den umuliggør det sort-hvide billede af israelerne som skurke, der ikke ønsker fred?
En tredje farve, der mangler i halstørklædet, er den udbredte palæstinensiske forfalskning af Tempelbjergets historie.
For år tilbage fungerede jeg under en rundvisning på Tempelbjerget som tolk for en højtstående embedsmand fra den islamiske waqf, der administrerer bjerget. Vi besøgte blandt andet de gamle tunneller, der løber under Al- Aqsa-moskéen, og som blev bygget af kong Herodes i årene kort før Jesu fødsel.
Men embedsmanden pegede på søjler og hvælvinger og forklarede, at alt dette var bygget af muslimer. Det var ren historieforfalskning! Men det var også tankevækkende, for når manden siger sådan til en gruppe danske studerende, hvad siger han så ikke til de besøgende palæstinensiske skolegrupper?
I november 2010 udgav Det Palæstinensiske Selvstyres viceinformationsminister en rapport, der hævder, at hele Tempelbjerget inklusive Vestmuren og den antikke gade fra det første århundrede, som arkæologer har udgravet langs muren, er bygget af muslimer og dermed for evigt muslimsk ejendom.
Denne insisteren på en historisk løgn præger den kommende palæstinensiske generation med uforsonlighed. Historieforfalskningen er med til at hindre freden. Alligevel er denne farve stort set væk fra den danske mellemøstdebat.
EN FJERDE MANGLENDE FARVE er risikoen for antisemitisme i Vesten. Nogle proisraelske fortalere har trukket antisemitisme-kortet ved lejligheder, hvor det på ingen måde hørte hjemme. Det har skabt en forståelig reaktion fra kritikere af Israels politik.
"Kritik af Israel er ikke antisemitisme," lyder slagordet nu med enorm intensitet. Og vi nikker alle sammen, for selvfølgelig er det ikke antisemitisk at kritisere den politik, staten Israel fører. Men slagordet er forkert. Fordi kritik af Israel kan være antisemitisk.
Lige så forkert det er automatisk at beskylde kritikere af Israel for at være antisemitter, lige så forkert er det automatisk at frikende Israels kritikere for antisemitisme.
Meget kritik af Israel er blottet for antisemitisme. Men en del Israel-kritik i Vesten og i Danmark i disse år er faktisk antisemitisk.
I februar blev der på en mur i Frederikssund malet ordene "Fuck jøder". Altså ikke "Fuck Netanyahu" eller "Fuck Israel", men netop "Fuck jøder"! Hvad skal danske jøder i Frederikssund, der passerer denne mur undervejs til tandlægen, tænke? Graffitien er måske nok ment som kritik af Israel, men den er antisemitisk.
Det i udgangspunktet berettigede slagord om, at Israel-kritik ikke er antisemitisme, er blevet til nuanceløs sort-hvid retorik, der pr. automatik frikender enhver kritiker af Israel for mistanke om antisemitisme.
På den måde kan man behændigt komme uden om at skulle forholde sig til de antijødiske holdninger, der ifølge undersøgelsen "Danmark og de fremmede" fra 2009 præger en stor del af danskerne med etnisk baggrund i Pakistan, Somalia og de palæstinensiske områder.
Når jøder i Malmø chikaneres, og når jøder i Danmark ikke kan gå på Nørrebro med synlige davidsstjerner, er der uhyggelig god grund til at nuancere slagordet om, at Israel-kritik ikke er antisemitisme.
Disse fire farver er eksempler på manglerne i den sort-hvide danske debat. Men virkeligheden er farvet. Både den palæstinensiske og den israelske del af halstørklædet har farver i alle nuancer. De skal med i debatten.
Den eneste mulige politiske løsning for Mellemøsten er forhandlinger. Men forhandlinger er samtaler, og samtaler kræver nuancer. Et sort-hvidt billede graver grøfterne dybere og gør det endnu mere umuligt at vinde fred i Mellemøsten.
Derfor: Husk farverne i mellemøst debatten!
Ole Andersen er generalsekretær i foreningen Ordet og Israel
http://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/s%C3%A6t-nu-nuancerede-farver-p%C3%A5-mellem%C3%B8stdebatten
Erdogan seeks to create the image of an Islamic civilization on the rise once again with the Turks acting as the vanguard of this revival. Ten mosques have been financed by the Turks abroad, from Mali to Moscow; five of them in the past year. Ten more are in the planning stage, including one in Cambridge, UK.
