Guds Plan med Israel og Folkne: Det Messianske Rige.

Af Peter Beyerhaus. Udg. Af Ordet og Israel-1976

Den 19-6-2015 Nr 7/18

III. Israels forjættede genantagelse

1) Gåden om det vantro Israel.

Men hvad betyder nu disse nytestamentlige udsagn om overgangen fra den gamle frelseshistoriske udvælgelse til det nye pagtsfolk for det historiske Israel? Betyder det, at jøderne nu definitivt er blevet forstødt fra den rolle, der var tiltænkt dem? Ingen kristen har i sit liv beskæftiget sig så meget med dette spørgsmål som Paulus. For ham var det ikke noget akademisk problem, som han på afstand koldt kunne reflektere over. Tværtimod vidner han, der engang var en stolt og lovtro israelit af Benjamins stamme: "Sandhed taler jeg…. jeg lyver ikke…. jeg har en stor sorg og en uafladelig kummer i mit hjerte. Thi jeg kunne ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder. (Rom.19,1-3).

Paulus kan ganske enkelt ikke affinde sig med deres vantro og nuværende udelukkelse af den nye pagt. For alle Guds store indgreb, med hvilke han har åbnet frelseshistorien, har koncentreret sig om dette folk: Åbenbaringer, pagtsslutninger, lovgivninger, forjættelser til fædrene, ja selv den legemlige tilsynekomst af Messias. Skulle Gud med henblik på dette folks overvejende flertal ganske enkelt have annulleret alle disse løfter til det folk, som er hans første kærlighed? Den hedningekristne kirke af grækere, romere og germanere har senere og det næsten forfærdende roligt besvaret dette spørgsmål med et klart »ja«.

For dem var Israel efterhånden kun et mindesmærke for Guds domshandling over det ubodfærdige og forhærdede gamle pagtsfolk. Ja, i Middelalderen benævnte man endog jøderne kollektivt med den frygtelige dom ”gudsmorder.” Man erklærede derved, at de var genstand for Guds specielle vrede, som fandt sin rette opfyldelse i alle jødeforfølgelserne.

Men hvordan forklares så dette folks uhørte sammenhold? Som eneste nation i alle tider har det kunnet udstå den skæbnesvangre ødelæggelse og decimering*). Hvorfor er det stadig fast overbevist om sin specielle karakter? En overbevisning som hindrer det i at gå op i den øvrige menneskehed. Dukker der ikke her lidt af et mysterium frem, som tyder på, at heller

ikke "Israel efter kødet" er faldet aldeles ud af sin tidligere udvælgelse? Skulle Gud mon endnu engang have planlagt en speciel opgave til dette folk i sin eskatologiske frelsesplan? *) Lade hver tiende henrette, udtage hver tiende.

2) Paulus svar i Rom. 11.

Da Paulus i sit brev til romerne beskæftigede sig med gåden Israel, kunne han ikke forudse sit folks historie i de følgende 2000 år. Og dog kom også han allerede ved begyndelsen af adskillelsen af synagoge og kirke under Helligåndens inspiration og i lyset af forjættelserne i Det gamle Testamente og Jesu ord, til den erkendelse, at Gud endnu ikke var ved vejs ende med det gamle Israel. Sikkert er det, at Gud, Skaberen, har frihed til at udvælge og forkaste, hvornår og hvor mange han vil. Ellers var han ikke virkelig Gud.

Eksistensen af den hellige rest af jøder, der er blevet troende, og som er fundament for kirken, er i sig selv allerede opfyldelse af forjættelserne til Israel. Israel tjener også i dets nederlag på grund af lovnidkærhed ved frelsestilbudet i Kristus enhver som forbillede, at mennesket ikke kan blive reddet på grund af sine lovgerninger, men kun ved troen.

Men alle disse svar er kun en del af sandheden. De giver ikke nogen oplysning angående spørgsmålet: Hvad sker der med flertallet af Israels folk? Og nu åbner sig for Paulus i kap. 11 et forbavsende mysterium: Den nuværende forkastelse af Israel er ikke Guds sidste ord til sit folk. Skønt det er en fortjent forkastelse på grund af Israels ulydighed, så har Gud i sin enestående visdom indkalkuleret selv denne ulydighed og nuværende forkastelse i sin samlede frelseshistoriske plan. Ja, i begge dele ligger endog en tilhyllet velsignelse. For havde flertallet af det jødiske folk straks antaget Jesus som dets Messias, så ville dermed den nuværende histories afslutning og dommen over alle folkeslagene være brudt frem. Men nu gav netop Israels forhærdelse overfor frelsestilbudet Gud lejlighed til ved hjælp af den kristne kirkes mission at lade evangeliet løbe igennem hele verden. Og således får også hedningerne muligheden for at lade sig forsone med Gud.

Men netop derigennem bliver det israelitiske folk tirret til misundelse. Det vil blive opmærksom på den hidtil underkendte Messias fra dets egen midte og til sidst lade sig frelse af ham ind i hans samfund. Og ud af denne Israels omvendelse vil der komme nyt liv til alle folkeslag (Rom. 11,15).

Der er altså for den hedningekristne menighed ikke den ringeste anledning til at hæve sig over de endnu vantro jøder. Tværtimod kan vi hedningekristne kun i ærefrygt prise Guds hemmelighedsfulde beslutning, at han ved Israels forkastelse har ladet frelsen komme til os for engang på grund af vores modtagelse også at muliggøre indsættelsen af Israel i dets frelseshistoriske kald. Thi det er ikke kirkens mission, men først Israel, som skal bringe folkeslagene synligt og i deres helhed ind under lydigheden mod Gud og dermed til verdensfreden.

3) Tegnene på Israels genoptagelse.

Også selvom den dybsindige erkendelse af Guds hemmelighedsfulde fore-havende med Israel er blevet skænket Paulus, så står hans profeti på ingen måde isoleret i den hellige skrift. Tværtimod kan vi henvise til de mange steder i Det gamle Testamente, hvor profeterne med klare og stærke ord taler om israelitternes samling i den sidste tid fra adspredelsen i hele verden, og om genoprettelsen af deres rige under messiansk herredømme. Vi kan for eksempel tænke på den storslåede vision hos Ezekiel (kap. 37). Hvordan han ser Israels folk som en mark fuld af dødninge ben. Og kun i kraft af sin profetiske ånd kan Ezekiel skue, hvorledes disse ben igen nærmer sig hverandre, bliver overtrukket med sener og kød for til sidst ved livsånden igen at rejse sig til en stor hær.

"Jeg indgiver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter jer i jeres land. Og I skal kende, at jeg er Herren; jeg har talt, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra Herren”. (Ezekiel 37,14).

Her finder vi en ganske bestemt forjættelse om Israels fremtid i endetiden, som ikke er gået i opfyldelse i dets hidtidige historie.

Men med hensyn til dens bogstavelige opfyldelse, så har Israels Gud sat sin egen ære i pant hos folkeslagene. Gud må igen bringe Israel hjem for at gøre det til sit folk. Og selv hvis det ikke var af kærlighed til Israel, så måtte det dog ske som det nødvendige bevis for hans sanddruhed!

Men til dette synspunkt må vi også lægge Jesu egen autoritet. Jesus startede apostlenes mission med en sendelse til Israel, som dog efter kort tids forløb blev afbrudt. Hvad der herved ikke blev opfyldt, var de ord, om hvilke Albert Schweitzer med rette har gættet, også selvom han kommer til et ganske forkert svar, nemlig ordene: "Sandelig siger jeg jer: I skal ikke komme til ende med Israels byer, førend Menneskesønnen kommer. (Matt.10,28)

Men hvad der følger efter hin afbrudte mission i Israel, som fandt sted før påske, er den anden udsendelse gennem den opstandne til alle folkeslagene. Mon den gåde skal løse sig således, at ved afslutningen af verdensmissionen vil missionen i Israel igen blive taget op, som så ved Kristi genkomst vil nå sin sejrrige afslutning?

Den genkomne Herre vil ikke påny blive modtaget med vantro og bestyrtelse af sit eget folk. Det fremgår af en profeti af Jesus, som han udtaler netop i sammenhæng med de tidligere omtalte veråb over Jerusalem: "Thi jeg siger jer; fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: »Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!..”(Luk. 2.3,39).

Til sidst må vi være opmærksom på endnu en vigtig profeti af Jesus. Den giver os ligefrem entydige tegn på den nådefulde endetids indtræden for Israel og verden. I Luk. 21,24 siger Jesus: ”Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende«. Hedningernes tider, som Jesus her taler om, er efter den græske grundtekst nådetider (kairoi). Det er de tider, hvor Gud gennem den kristne verdensmission rækker sit frelsestilbud til alle folkeslagene. Målet er dette, at hedningerne fra alle folkeslag fuldtalligt skal være forsamlet i Jesu menighed. Men gennem alle disse tider vil Jerusalem være okkuperet af hedningerne, og jøderne vil være spredt som fanger blandt alle folkeslagene. Men når den verdensomfattende mission nærmer sig sin afslutning, så vil Jerusalem samtidig ophøre med at blive trådt ned af hedningerne. Det vil sige, den vil blive givet Israel tilbage som dets retmæssige ejendom.

Når man gør sig denne sammenhæng klar, så vinder de allersidste års hændelser, som vi selv har været vidne til, en ligefrem ophidsende betydning. For profetien, at Jerusalem ikke mere skulle blive trådt ned af hedningerne, er bogstaveligt gået i opfyldelse i 6-dagskrigen i 1967. For første gang siden dens ødelæggelse i år 70 ef. Kr. er hele Jerusalem i dag igen sikkert i Israels hænder. Men samtidig er vi også vidner til, hvordan hedningemissionens verdensomspændende værk nærmer sig sin afslutning. På den ene side sker det netop i vore dage, at også de sidste endnu lukkede stater som Nepal, Afghanistan og Yemen åbner sig for kristen mission. Men samtidig mødes vi på den anden side mange steder af en ejendommelig svækkelse af de missionerende kirker og en voksende modstand fra de indfødte religioner og de nye politiske ideologier i totalitære stater. Er det altså sådan, at dagen nærmer sig, hvor Israel skal være skueplads for verdenshistoriens sidste afgørende hændelse?

Vil Kristus nu snart selv gribe ind for synligt at oprette det forjættede messianske rige? Og vil Israel nu endelig nå det, som FN forgæves har sat sig for? Vil dét ud fra Zion bjerget, tro mod profetierne fra Esajas 2 og Mika 4, overtage rollen som mellemmand overfor verdens folkeslag?

"Thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens ord…. deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mere”. (Esajas 2,3-4).

Ganske vist vil det ikke straks komme til denne paradisiske afslutning på verdenshistorien ind i det messianske rige. Forinden vil alle folkeslagene endnu engang blive drevet ud i et frygteligt opgør, i hvilket også Israel vil tage del. Det næste kapitel: ,Messiashåbet hos kristne og jøder« vil netop komme ind på dette.

Fortsættes…

 Guds Plan med Israel og Folkne: Det Messianske Rige.

Af Peter Beyerhaus. Udg. Af Ordet og Israel-1976

Den 9-6-2015 Nr 6/18

II. Israels tilsidesættelse i den nye pagt

1) Jesu bekræftelse og opfyldelse af Israels udvælgelse!!

Vi overskrider broen fra Det gamle til Det nye Testamente. Derved må vore øjne påny blive åbnet for, at vi ikke på nogen måde har lov til at læse Det nye Testamente gennem en filosofisk og åndeliggjort religiøsitets briller. Desto mere skal vi gøre det med tanke på en ganske real dennesidig gældende forventning fra GT.

På det tidspunkt Jesus trådte ind i jødedommens verden, var hans landsmænd fyldt af eskatologisk*) forventning om en nært forestående genoprettelse af det davidiske kongedømme. Også de forespørgsler, som Johannes Døber og hans disciple retter til Jesus, er kun forståelige på baggrund af en fuldstændig bogstavelig forståelse af de gammeltestamentlige profeters endetids-forjættelser. Det vil være forkert at hævde, at Jesus har gjort det af med eller korrigeret alle disse forestillinger som menneskelige og hævdet, at de i deres tale om det dennesidige kun er at forstå symbolsk. Vi må ikke læse alt, hvad evangelierne fortæller om Jesu forkyndelse af Riget og ensidigt forstå det i lys af hans svar til Pilatus: "Mit rige er ikke af denne verden.. (Johs. 18,56).

Det betyder, at Jesus ikke blot forkynder, hvordan mennesket kan blive forløst i sit indre og derigennem komme i himlen. Tværtimod forbliver han såvel i sin forkyndelse som i sine undergerninger indenfor rammen af profeternes forventning om riget. Han fastholder derved, at dette rige har sin historiske basis i Israels folk, til hvilket han derfor under sin jordiske virksomhed alene ved sig sendt (Matt. 15,2a). Derfor henvender den første udsendelse af disciplene sig også alene til de fortabte får af Israels hus (Matt. 10,5-6).

Og deres budskab lyder: "Guds rige er kommet nær til jer" (Luk. 10,9). Derfor hilser allerede lovsangene i Lukasevangeliets første to kapitler Jesus, som den gennem hvem Gud "har taget sig af Israel, sin tjener, og kommet barmhjertighed i hu imod Abraham og hans æt til evig tid«(Luk.1,54 f)

Også da Jesus efter sin opstandelse og før sin himmelfart endnu engang bliver spurgt af sine disciple: ,,Herre, er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?" (Ap.Ger. 1,6) tilbageviser han ikke dette spørgsmål, som noget der nu endegyldigt var overstået.

Meget snarere nægter han dem kun oplysning om tidspunktet, hvornår disse forjættelser endeligt vil gå i opfyldelse forud for Guds Riges frembrud.*) Læren om endetidens store og forfærdende begivenheder.

Samtidig giver han dem det hverv, som skal udføres. Før disse urokkelige løfter fra Gud kan blive opfyldt: Indtil jordens ende skal I være mine vidner.

2) Israels forargelse over Jesus.

Jesus var kommet for påny at indsætte Israel i dets gamle pagtsforhold til Gud, og samtidig for at forny dets frelseshistoriske kald: at være verdens lys og en by der ligger på bjerget, Selv var han den første og eneste, der virkelig bragte dette kald, som gjaldt hele folket Israel, til opfyldelse. Jesus selv er det sande Israel. I ham havde folket fundet sin stedfortræder og forbilledlige repræsentant, som det kun behøvede at tilslutte sig, for at komme til opfyldelse af sit kald. Og dog modtog jøderne som folk ikke Jesus. De forstødte ham og overgav ham til det forhadte hedenske fremmed-herredømme. Hvorfor blev jøderne forarget på Jesus? Dette spørgsmål kommer vi tilbage til senere. Her vil vi kun svare ganske kort: Fordi Israel stadigvæk ikke havde forstået sin frelseshistoriske udvælgelse som et kald til åndelig tjeneste. De havde ikke erkendt, at den første forudsætning var den indre fornyelse af hjertet og fuldstændige omvendelse til Gud.

Jøderne håbede dels på en magtfuld befrier, som kunne befri dem fra fremmedherredømmet og dels på en, der kunne bringe jordisk velstand. Men de erkendte ikke, at vejen til dette måtte gå gennem en virkelig omvendelse, i hvilken de søgte deres Gud for hans skyld og ikke som et middel til opfyldelse af deres ønsker. Derfor erkendte de heller ikke, at afvisningen af Jesus ville føre til en frelses- og verdenshistorisk katastrofe, over for hvilken selv det babylonske fangenskab kun havde været et forspil. Af den grund har smerten overvægten hos Jesus selv, når han tænker på sin nært forestående død og folkets uvilje mod at lade ham kalde det til omvendelse: ,,Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne.. (Luk. 19,41-42). 3) Udvælgelsen af kirken som »det nye Israel»

Med det jødiske folks afvisning af Jesus synes udvælgelsen af Israel påny at have lidt skibbrud. – Og dog viser Guds suverænitet over historien sig netop deri, at han ikke engang af denne menneskelige ulydighed kan hindres i at føre sin frelsesplan igennem til målet. Og da han nu engang har lagt sig fast på, at Israel skal være det vigtigste menneskelige instrument i frelsesplanen, går han ikke fra dette forehavende. Jesus skabte sig i kaldet og udrustningen det nye Israel ud af det gamles midte. På dette overføres alle de forjættelser og hverv, som blev givet den gamle pagts folk. De 12 apostle er altså valgt for at betone tilknytningen til Israels 12 stammer. De skal engang sidde på 12 troner, for at regere Israels stammer i det messianske rige (Matt. 19,28).

Det er vigtigt at have in mente, at Guds forjættelser til Israel aldrig var garanteret totalsummen af dets medlemmer. Tværtimod kunne allerede i Det gamle Testamente en hellig rest repræsentativt overtage hele Israels rolle (Esajas 1,9;6,13), det være sig for altid eller indtil det tidspunkt, hvor de ulydige medlemmer af folket havde gjort bod?

Menigheden, som til at begynde med var i skikkelse af de 12 apostle, men derefter alle deres efterfølgere, som samledes om Jesus, er altså i Guds øjne foreløbig »det sande Israel».

De nedstammer jo også genealogisk hovedsagelig fra Abrahams afkom. Men det virkeligt nye i Det nye Testamente er nu, at medlemsskab af det nye Israel, det udvalgte folk, ikke længere er bundet til et kødeligt slægtskab med jødefolket. Tværtimod kunne – det beskriver især Paulus i Romerbrevet fra nu af også tidligere hedninger, det vil sige medlemmer af andre folkeslag, blive medlemmer af dette nye Israel, når de i tro fandt optagelse i fællesskabet med Jesus.

For den sande nedstamning fra Abraham bestemmes nu ikke længere ved kontinuiteten af biologisk liv, men i indlemmelsen i kæder af troende, med en tro som forbilledet Abrahams. For ved den blev Abraham jo bærer af de frelseshistoriske forjættelser til menneskeheden (Rom. 4,17-18). Måske er det også en hjælp i denne sammenhæng at tænke på Paulus lære om kirken som Jesu Kristi legeme. For i dette legeme bliver den enkelte indpodet som lem, derved at han i sin dåb vokser sammen med Kristus i hans død og i hans nye opstandelsesliv (Rom. 6, 3-4).

Det er i hvert fald i høj grad værd at lægge mærke til, at i 1. Peter 2,9 bliver netop den gammel-testamentlig beskrivelse, der første gang fremkom som kendetegn på Israels frelseshistoriske udvælgelse, overført på Jesu Kristi kirke: "Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys". På grund af sin ulydighed havde det gamle Israel ikke kunnet opfylde sit hverv: at udbrede erkendelsen af Gud som menneskehedens Herre og Forløser blandt alle folkeslagene. Dette samme hverv kommer nu i det mindste til sin foreløbige udførelse gennem Jesu Kristi kirkes verdensmission.

Fortsættes…