Hvorfor må Israel standse Iran i Syrien og Libanon?

Irans ledere føler en «hellig forpligtelse» til at ødelægge staten Israel – vigtig analyse af Yaacov Amidror, gengivet af MIFF.

Af Conrad Myrland

oktober 9, 2018 kl. 19.25

Irans øverste leder Ayatollah Khamenei. (Foto: Wikipedia)OKIrans øverste leder Ayatollah Khamenei. (Foto: Wikipedia)

De seneste år har Iran, i samarbejde med lokale militser og yderligere forstærket med shia-muslimske krigere fra flere andre lande, haft succes med at tage kontrollen over større områder i Yemen og Irak. Iranernes fremstød er motiveret af, at fremme shia-muslimsk tro og levevis, samt styrke shia-muslimske minoriteter i den arabiske verden.

Men målet er også at skabe regionalt overherredømme, og her henter iranerne inspiration fra sin historie tilbage fra perserriget. “Perserne har en rig kultur og en lang historie, som overgår andre arabiske lande, måske med undtagelse af Egypten,” skriver Yaacov Amidror i en omfattende artikel, som blev publiseret på engelsk af The Jerusalem Institute for Strategic Studies den 16. september 2018Amidror er tidligere generalmajor og har været national sikkerhedsrådgiver for statsminister Benjamin Netanyahu fra 2011 til 2013. Som nøglemedarbejder i Jerusalem Institute for Strategic Studies er Amidror fortsat tæt på vigtige beslutningstagere i Israels udenrigs- og forsvarspolitik. Her gengiver MIFF nogle af hovedpunkterne fra Amidrors artikel.

Målet er at ødelægge Israel

Helt siden den islamske revolution i 1979 har Irans officielle mål været at ødelægge Israel.

– Fordi kampagnen mod Israel har religiøse motiver, kan den af og til virke ulogisk. Iranerne, eller i den mindste iranske beslutningstagere, vil investere stor energi og enorme summer på denne kampagne. De er parate til at tage risikoen for væbnet konflikt med Israel til en høj pris. Dette på trods af at Israel og Iran ikke har nogen konflikt af betydning over landområder, skriver Amidror.

Hvorfor ser Iran på Israel som “den lille Satan”? Hadet kommer ikke bare fra Israels samarbejde med Shahens sikkerhedsstyrker i 1960’erne og 70’erne. Iranerne ser på Israel som en vestlig bastion i den muslimske verden. Hvis det lykkes dem at svække Israel, eller endda ødelægge Israel, vil det gøre Irans mål om regional kontrol og herredømme meget lettere opnåeligt. Israels nye alliancer med sunni-arabiske stater gør det endnu mere vigtigt for Iran at svække Israel. Hvis det skal lykkes Iran at blive storebror i Mellemøsten, må de vise, at de kan kæmpe mere effektivt mod Israel end de andre arabiske lande har kunnet. Krigen mod den jødiske stat er fortsat populær i den arabiske befolkning, og jo mere aggressivt Iran optræder overfor Israel, jo flere points får de på kontoen.

– Historien har lært realisterne blandt Israels ledere at tro på andre ledere som taler om at de vil ødelægge den jødiske stat, skriver Amidror. Det iranske droneangreb mod Israel i februar 2018 og den fortsatte militære udbygning i Syrien viser hvilken risiko iranske ledere er villige til at tage i krigen mod Israel.

Amidror deler Irans aktiviteter mot Iran inn i synlig og usynlig aktivitet.

Irans synlige aktivitet mod Israel har tre hovedelementer

  • Styrke Hizbollahs offensive kapacitet mest mulig

Iran og Syrien har overført avanceret militært udstyr til terrororganisationen Hizbollah i Libanon. Næsten hvert eneste avanceret våbensystem som syrerne har har købt af Rusland er videresendt til Hizbollah, skriver Amidror. “Russerne ved tilsyneladende intet om disse overføringer, men Rusland kunne helt klart have haft en bedre oversigt.” Hizbollah har mere end 120.000 raketter. Mange af disse har en rækkevidde, der gør at de kan nå alle Israels storbyer.

De seneste år har der været fokus på at forbedre træfsikkerheden på Hizbollahs raketter. Teknologien kommer fra Iran, og bliver sat i produktion i Syrien og Libanon. Præcisionsraketter, som kan ramme Israels sårbare infrastruktur eller tætbefolkede områder, udgår en stor trussel. “Det er årsagen til, at Israel har investeret kraftigt i at bygge et tre-lags raketforsvarssystem til en pris af 80-120 milliarder kroner. Hvis der udbryder krig, vil Israel blive tvunget til at slå til med stor kraft og bruge alle til rådighedværende midler, for så hurtigt som muligt at neutralisere så meget som muligt af Hizbollahs raketkapacitet.” Amidror understreger, at Iran må tage ansvaret for de store konsekvenser en sådan krig vil få for Libanons civilbefolkning. “Iran er villig til at bekæmpe Israel på bekostning af hver eneste landsbybeboer i Libanon, selvom han er shia-muslim.”

FN-styrken UNIFIL har ikke gjort noget for at forhindre at Hizbollah har genopbygget sig i Libanon efter 2006. I en fremtidig konflikt vil Israel have lært at de ikke kan stole på en tilsvarende FN-resolution som 1701. Resolutionen forbyder ny styrkelse af Hizbollah i Syd-Libanon.

  • Etablere militær tilstedeværelse i Syria og skabe en forsyningskorridor fra Iran til Middelhavet

Middle East (World-Atlas.com)Middle East (World-Atlas.com)

Flere hundrede iranske officerer fra revolutionsgarden, støttet af tusinder af shia-muslimske militssoldater, er allerede på plads i Syrien. Irans plan er at skabe et Teheran-styret militært netværk i Syrien, som ikke er underlagt de syriske myndigheder i Damaskus.

Iran styrker også sin tilstedeværelse ved at flytte et stort antal shia-muslimer ind i de syriske områder, som mange sunni-muslimer har forladt. Myndighederne i Damaskus nægter mange flygtninge at komme tilbage til deres oprindelige områder. “Syrien bliver snart en iransk udpost, hvis ikke Assad eller en stærk udenlandsk enhed, som for eksempel Rusland, stopper denne proces som er ledt af Iran.”

For at styrke Hizbollah og irankontrollerede militser i Libanon og Syrien, forsøger Iran at sikre sig kontrollen over en forsyningskorridor gennem Irak. Til trods for amerikansk militær tilstedeværelse i det østlige Syrien, kommer Iran hele tiden tættere på at realisere dette mål.

Efter at Iran har sikret sig kontrollen i Syrien og Irak, vil revolutionsgarden uden tvivl øge sit pres på Jordan, tror Amidror. Han ser USA’s sanktioner med Iran som særdeles vigtige, men de gør intet for at hindre Irans opbyggelse af styrker i Libanon og Syrien.

  • Styrke palæstinensiske terrorgrupper, særligt Islamsk Jihad, men også Hamas

Iran er villig til at støtte sunni-muslimske bevægelser, som for eksempel Hamas, hvis bare det giver dem en ekstra mulighed for at ramme Israel. Hvis palæstinenserne får deres egen stat, og Hamas får magten, hvad vil så kunne forhindre at Iran gør Vestbredden til en militær fæstning, som truer Israel, ligesom de har gjort det i Libanon? spørger Amidror.

Irans usynlige aktivitet mod Israel

  • Atomvåben og langtrækkende raketter

På grund af sanktioner og atomaftalen fra 2015 er Irans atomvåbenprogram blevet forsinket. Men om 7 år udløber restriktionerne i atomaftalen. Til den tid vil Iran have mere træfsikre og langtrækkende raketter, og have centrifuger som er 10 til 20 gange mere effektive.

Israels afsløringer af Irans atomarkiver afslører, at landet har haft et militært atomprogram. Det viser også, at viden blev lagret med hensigt på at kunne genoptage programmet.

Hvilke vurderinger må Israel foretage?

Irans mål om at skabe regionalt overherredømme vil blive meget lettere at nå under en atomparaply. “Iran kan trygt regne med, at selv USA vil nøle med at konfrontere en militær atommagt,” skriver Amidror. Så snart Iran har atomvåben, kan landet og deres allierede militsgrupper udvise en hårdere adfærd mod Israel, men meget mindre bekymring for en respons.

Irans tidligere præsident Hashemi Rafsanjani har sagt, “Den dag Iran har atomvåben, må Vesten pakke sin strategi sammen. For en enkelt atombombe kan ødelægge Israel fuldstændig, mens er israelsk modangreb kun delvis kan skade den muslimske verden.” Hvis Iran får atomvåben vil Israel næsten helt sikkert blive tvunget til at acceptere iranske tiltag, skriver Amidror.

For at skaffe sig atomvåben må Iran reducere Israels vilje og evne til at tage en høj risiko for at standse atomplanerne. Dette er hovedforklaringen på styrkeopbygningen i Libanon og Syrien og samarbejdet med terrorgrupperne i det palæstinensiske samfund. Snarest muligt, og senest når atomaftalen udløber, ønsker Iran at have en så truende konventionel styrke så tæt på Israel som muligt, at det afskrækker Israel fra af stoppe deres atomvåbenprogram med militær styrke. Målet for Teheran er, at sikre god militær kontrol i Syrien såvel som i Libanon.

Når man ser dette strategiske billede, kan man forstå Israels luftoperationer i Syrien de seneste år. Hensigten med disse målrettede bombeangreb har været at standse leverancerne af avancerede våben til Hizbollah i Libanon og stoppe Iransk styrkeopbygning i Syrien og særligt i Golan. Hvis Iran bliver for stærke i Syrien, vil det kunne hindre Israel i at ramme Irans atomprogram i fremtiden. Hvis Iran kan ramme Israel med præcisionsraketter fra Syrien og Libanon, vil Israels strategiske situation blive betydeligt forværret. “Israel på forhindre det for en hver pris, selvom et israelsk angreb skulle føre til krig – det vil sige en stor operation med kraftig modstand i Syrien og Libanon, sammen med massive og smertefulde angreb på Israels hjemmefront,” skriver Amidror.

Israel er villig til at løbe risikoen for krig for at standse Irans forsøg på at skabe en krigsmaskine i Syrien, mener han. Dette gælder hele Syrien – et land som er mere end 1500 kilometer fra Teheran, men kun 250 kilometer fra Tel Aviv. Amidror mener, at Israel har ret til at foretage et forhåndsangreb mod Iran i Syrien, hvis behovet opstår, eller en passende anledning viser sig – hvis hensigten er at fjerne det som skal skræmme Israel fra at stoppe Irans atomprogram.

Israels udfordring, mener Amidror, er at sikre operationsfrihed i Syrien til trods for russiske styrkers nærvær, og få USA til at deltage aktivt i operationerne. Uden denne diplomatiske støtte vil Israel opleve, at det er vanskeligt at operere i et område hvor to stormagter er militært til stede.

“Iran udgør en af de mest komplicerede og farlige trusler Israel har stået overfor i sin 70 årige eksistens. Irskal skal vinde denne kamp mod Iran på den ene eller den anden måde,” afslutter Amidror.

Kilder og noter
Oversat af Jane Hoffmann fra Conrad Myrlands artikel på miff.no den 2. oktober 2018.
Se også her på miff.dk: Du bør støtte Israel, fordi Israel er det eneste land i verden, som konstant trues med udslettelse” – en overblik over Irans trusler med mange referencer man kan bruge til at uddybe sin viden med.
Og “Derfor støtter Iran palæstinensiske terrorgrupper
Amidrors lange, detaljerede artikel er også en god ressource for de særligt interesserede: “The Logic of Israel’s Actions to Contain Iran in Syria and Lebanon
Eraim Inbar, en kollega til Amidror ved Jerusalem Institute for Strategic Studies, har den 4. oktober 2018 spået at en krig mellem Israel og Iran er uundgåelig (engelsk).

www.miff.dk

 

 

Print Friendly, PDF & Email

***Trumps virkelighedstjek***

Palæstinensiske flygtninge: Trumps virkelighedstjek

Præsident Trump har …sendt et klart budskab til de palæstinensiske ledere om, at de ikke længere vil få lov til at benytte amerikanske penge til at eviggøre en flygtningekrise, som kunne være løst for længe siden; at ophidse deres befolkning til vold og terrorisme ved hjælp af økonomiske og andre incitamenter – og derefter forvente at blive belønnet for det; eller at afvise alle fredsinitiativer.

Af Ruthie Blum

oktober 3, 2018 kl. 20.43

Nikki Haley, US ambassadør til FN, ved FDD Summit 28 august 2018 (Youtube)Nikki Haley, US ambassadør til FN, ved FDD Summit 28 august 2018 (Youtube)

  • “De [UNRWA] foretager sig ikke nødvendigvis ting, der vil skabe fred…” — USA’s ambassadør til FN, Nikki Haley.

  • “UNRWA har, i stedet for at løse problemet, gjort alt i sin magt for at eviggøre det. I stedet for fred og sameksistens prædiker den had og ophidselse. I stedet for at bekæmpe terrororganisationer samarbejder den med dem…” — Ron Prosor, tidligere israelsk ambassadør til FN.

  • “Ansvaret for palæstinenserne og UNRWA’s budgetter kunne overføres til FN’s Flygtningehøjkommissær, som tager sig af resten af verdens flygtninge og, ulig UNRWA, arbejder for at løse flygtningeproblemet i stedet for at eviggøre det.” — Ron Prosor.


United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees er FNs agentur udelukkende for personer, “hvis oprindelige opholdssted var Palæstina mellem juni 1946 og maj 1948, og som mistede både sit hjem og sin næringsvej på grund af den arabisk-israelske konflikt i 1948.” UNRWA tildeler flytningestatus til efterkommerne, således at ca 750.000 registrerede arabiske flytninge er efter 70 år blevet til godt 5 millioner registrerede arabiske flytninge. Læs mere i en grundig artikel på dansk “UNRWA: FN-organisationen som skaber palæstinensiske flygtninge“, januar 2018.


Trump-administrationens erklærede plan om at afskaffe den amerikanske politik vedrørende emnet palæstinensiske flygtninge burde have været gennemført for længe siden. Ifølge de første medierapporter vil den nye politik – som er planlagt afsløret i begyndelsen af september og baseret på forseglet, klassificeret [hemmeligstemplet] information fra det amerikanske udenrigsministerium – reducere antallet af palæstinensere der af FN defineres som “flygtninge” fra fem millioner til 500.000 og dermed gendrive det tal, der hævdes af FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East (UNRWA). FN’s tal medtager efterkommere (ikke blot børn, men også børnebørn og oldebørn) af palæstinensere over hele verden, som aldrig har sat deres ben i hverken Israel, Gazastriben eller Det Palæstinensiske Selvstyre (PA). Den nye plan vil tilsyneladende også indeholde en afvisning af palæstinensernes såkaldte “ret til tilbagevenden” til Israel for flygtninge og disses efterkommere.

Washington har også meddelt, at man vil afbryde al amerikansk økonomisk støtte til UNRWA og efter sigende vil “bede Israel om at ‘genoverveje’ det mandat, dette har givet UNRWA til at operere på Vestbredden.”

Denne opbremsning af UNRWA’s operationer – som blev indledt i januar 2018, hvor præsident Donald Trump indførte en 65 millioner dollars nedfrysning af Amerikas årlige tilskud – er betydningsfuld, da det er første gang, en amerikansk administration rent faktisk har opsøgt og ageret på vidnesbyrd om den palæstinensiske flygtningeorganisation. Indtil nu har USA konstant forsynet UNRWA med milliarder af dollars, selvom vagthundeorganisationer – så som UN WatchPalestinian Media Watch og NGO Monitor – gentagne gange har afsløret det totale og fortsatte misbrug af dens mandat, som i sig selv er noget af et under:

“En mere præcis arbejdsdefinition på et mandat er vanskelig, men nødvendig for at afgøre, hvordan UNRWA’s mandat er opnået. Generalsekretæren drøftede for nylig meningen med begrebet med henblik på at identificere og analysere mandater, som stammer fra resolutioner behandlet i Generalforsamlingen og andre organer. Generalsekretæren refererede til mandaters karakter og definition med henblik på denne undersøgelse:”

“…Mandater er både principielle og specifikke; de kan formulere nylig udviklede internationale normer, give strategisk politiske retningsanvisninger vedrørende konkrete og administrative emner eller kræve specifikke konferencer, aktiviteter, operationer og rapporter.”

“Af denne grund er mandater ikke nemme at definere eller sætte tal på; en konkret, juridisk definition på et mandat findes ikke”….

Selvom begrebet “palæstinensisk flygtning” er centralt for UNRWA’s mandat, har Generalforsamlingen ikke udtrykkeligt defineret det.Generalforsamlingen har stiltiende godkendt den operative definition, som er blevet brugt i årsrapporterne fra Generalkommissæren, og hvori definitionen er blevet afstukket. Den operative definition har udviklet sig en smule via agenturets interne instrukser, men i praksis er der politiske og institutionelle grænser for det omfang, hvori agenturet kan udvikle definitionen selv….” (tekstfremhævelse tilføjet)

Endnu mere foruroligende er det, at en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium, afleveret til Kongressen i 2015, som afslørede afgørende oplysninger om UNRWA’s bevidste opblæsning af antallet af palæstinensiske flygtninge, var mærket “klassificeret” [hemmeligstemplet] og dens afsløringer bevidst hemmeligholdt. Eksistensen af rapporten blev afsløret af Washington Free Beacon i januar 2018, næsten tre år senere.

I april, hvor rapporten stadig ikke var blevet offentliggjort, opfordrede 51 medlemmer af Repræsentanternes Hus i et underskrevet brev – tilskyndet af Middle East Forum – Trump til at afklassificere rapporten.

I brevet anføres bl.a.:

“…Amerika har bidraget til [UNRWA] med 1 milliard dollars over de seneste fire finansår og med næsten $6 milliarder dollars siden UNRWA’s ikrafttrædelse i 1950. Det bekymrer os, at de amerikanske skatteyderes penge ikke bliver brugt ordentligt. Deres [præsidentens] tilbageholdelse af midler til UNRWA i januar med den betingelse, at den skal indføre reformer, var et glimrende første skridt. De amerikanske skatteydere fortjener at vide, hvordan deres skattepenge bliver brugt på palæstinensiske flygtninge og disses efterkommere…”

“For at få sagen undersøgt pålagde Senatsrapport 112-172 til Udenrigsministeriet, Foreign Operations, And Related Programs bevillingslovforslag i 2012 direkte udenrigsministeriet at udgive en rapport til Kongressen med detaljer om ‘det tilnærmelsesvise antal personer, som gennem det seneste år har modtaget ydelser fra UNRWA: (1) hvis opholdssted var Palæstina mellem juni 1946 og maj 1948, og som blev forflyttet som følge af den arabisk-israelske konflikt i 1948; og (2) hvem er [deres] efterkommere…”

“…Omsider, i 2015, leverede Obamas udenrigsministerium den krævede rapport til Kongressen i hemmeligstemplet form, uagtet at der ikke var nogen tydelig, national sikkerhedstrussel eller kendt, historisk præcedens…Vi mener, at denne hemmeligstempling var upassende og et bevidst forsøg på at skjule oplysninger for de amerikanske skatteydere…”

En efterfølgende appel blev indsendt i juli, hvor medlemmer af Kongressen opfordrede udenrigsministeriet til at frigive rapporten. Nu ser det ud til, at ikke alene vil oplysningerne blive offentliggjort, men de vil komme til at fungere som grundlag for Det Hvide Hus’ nye politik.

Adspurgt om denne nye politik under Sommermødet vedrørende National Sikkerhed i den i Washington, DC, baserede tænketank Foundation for Defense of Democracies den 28. august i år forklarede USA’s ambassadør til FN, Nikki Haley, regeringens tiltagende barske holdning over for UNRWA i særdeleshed og den palæstinensiske ledelse i almindelighed:

“Når man kigger på UNRWA… så kigger man på den kendsgerning, at ja, der er et endeløst antal flygtninge, som vedbliver at få hjælp, men endnu vigtigere, den [palæstinensiske regering bliver ved med at] angribe Amerika… De rækker hånden ud og ønsker penge af UNRWA. Det var forventet, sidste gang, at vi gav dem 130 millioner dollars. Vi skar det ned til det halve, idet vi sagde, at de virkelig blev nødt til at indføre reformer og få styr på de ting, de foretager sig, for de skriver antiisraelske og antiamerikanske ting i deres lærebøger. De foretager sig ikke nødvendigvis ting, som skaber fred… det er meget politisk…” (Nikki Haley)

I en omfattende skrivelse fra 2017 vedrørende UNRWA fortalte tidligere israelsk ambassadør til Canada, Alan Baker, i detaljer, præcist hvor “politisk” organisationen er blevet:

… “UNRWA har, ifølge egen indrømmelse, stolt udviklet sig fra et midlertidigt hjælpe- og arbejdsprogram til en bred, social velfærdsorganisation inden for det palæstinensiske samfund. Det er blevet en selvstændig politisk organisation, baseret udelukkende på flygtningeproblemets fortsatte eksistens. Den har bevaret sine helt egne, selvstændige, politiske interesser, politikker og finansieringsmekanismer.”

“UNRWA beskæftiger 30.000 personer, hvoraf næsten alle er palæstinensere og nogle begår voldshandlinger og terror imod Israel så som at tillade, at der opbevares og affyres Hamas-raketter fra UNRWA-skoler eller -områder. I ét tilfælde, hvor våbnene blev opdaget, leverede UNRWA raketterne tilbage til regeringsrepræsentanter fra Gaza – med andre ord til Hamas-folk.”

Det er derfor overraskende, at embedsmænd fra det israelske forsvar ifølge rapporter reagerede på de første beretninger om en forestående amerikansk affinansiering af UNRWA med frygt, tilsyneladende fordi dette skridt kunne “skabe et vakuum i forsyningen af basale ydelser i [Gaza-] Striben, hvor flertallet af indbyggerne er afhængige af organisationen,” og “kan styrke terrorgruppen Hamas i Gaza og true Israels sikkerhed.”

Disse embedsmænd tager fejl, ifølge tidligere israelsk ambassadør til FN, Ron Prosor. I en nylig op-ed i Israel Hayom skriver Prosor bl.a.:

“Det er på høje tid, at disse embedsmænd indser, at UNRWA – U.N. Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East – ikke er løsningen, men selve problemet. Det er vanskeligt at forstå, at disse embedsmænd i Israel, af alle steder, hævder, at de ønsker at finde en løsning på et 70 år gammelt flygtningeproblem, men når stødet skal sættes ind, ser det ud til, at timingen aldrig er rigtig.”

“Skønt etableret til gavn udelukkende for palæstinensiske flygtninge har UNRWA, i stedet for at løse problemet, gjort alt i sin magt for at eviggøre det. I stedet for fred og sameksistens prædiker den had og ophidselse. I stedet for at bekæmpe terrororganisationer, samarbejder den med dem… Jeg er glad for, at Washington omsider forstår det, og jeg håber, at folkene i IDF’s hovedkvarter snart kommer til fornuft…”

“Til trods for at det er i Israels interesse på langt sigt, at UNRWA bliver lukket ned, handler forsvarets førende kredse i praksis som agenturets repræsentanter. Ifølge medierapporter tog det mindre end 24 timer for skræmmekampagnen at begynde med nogle embedsmænd, som hævdede, at ophøret af UNRWA’s operationer på Vestbredden og i Gazastriben vil medføre, at Israel kommer til at bære hele den byrde med at skaffe undervisning, sundhed og velfærdsydelser, som agenturet i øjeblikket har ansvaret for…”

“Der kan være vanskeligheder på kort sigt, men på længere sigt bør denne handling gennemføres. Vi kan ikke tillade, at taktiske bekymringer dikterer politikken og eviggør et strategisk problem.”

“Ansvaret for palæstinenserne og for UNRWA’s budgetter kunne overføres til FN’s Flygtningehøjkommissær, som tager sig af resten af verdens flygtninge, og som, ulig UNRWA, arbejder på at løse flygtningeproblemet i stedet for at eviggøre det.”

“Alternativt kunne de FN-organisationer, som allerede opererer i regionen, så som FN’s udviklingsprogram, United Nations Development Program, blive pålagt opgaven.”

“En anden mulighed kunne være at overføre budgetterne direkte til Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden, hvor UNRWA’s tilstedeværelse er særlig problematisk. Som situationen er i dag, ligger budgetterne hos UNRWA, som samarbejder med Hamas, som på sin side agerer imod Selvstyret. En overførsel af myndighed og midler til Ramallah ville komme til at styrke Selvstyret.”

Prosor slutter af med at rose Washington for at “se tingene klarere, end de gør i Tel Aviv,” og opfordrer Israel til at støtte Trumps bemeldte plan “helhjertet” som “den eneste måde at få flygtningeproblemet løst på og formentlig for os at komme nærmere en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.”

Hvorvidt Prosors forslag vil gøde jorden for Det Palæstinensiske Selvstyre til at forsone sig med staten Israels eksistens, står hen i det uvisse. Derimod er det tydeligt, at den nuværende Selvstyreledelse har udvist et åbenlyst fjendskab mod USA gennem de seneste 9 måneder.

Som Gatestones Bassam Tawil skrev for nylig:

“Palæstinenserne siger grundlæggende til amerikanerne: Vi har ret til at fordømme jer hver eneste dag, at brænde jeres flag og billeder af jeres præsident, at oppiske til had imod jer, at udløse ugentlige demonstrationer imod jer, at beskylde jer for at være under ‘indflydelse af den jødiske og zionistiske lobby’, og samtidig har vi ret til fortsat at modtage amerikanske skatteyderpenge”…

“De fortsatte retoriske angreb på den amerikanske regering er farlige, fordi de yderligere radikaliserer den palæstinensiske offentlighed og gør amerikanerne til fjender i mange palæstinenseres øjne. Gennem de seneste måneder har vi oplevet en stigende fjendtlighed mod amerikanske embedsmænd og borgere, som besøger Vestbredden, som et direkte resultat af denne oppisken”…

“Palæstinenserne beskylder nu USA for at forsøge at “afpresse” dem ved at skære i støtten. Ifølge palæstinenserne ønsker den amerikanske regering at tvinge dem til at acceptere Trumps endnu ikke afslørede plan for fred i Mellemøsten.”

“Det er imidlertid værd at bemærke, at den amerikanske regering endnu ikke har fremlagt sin formodede plan for palæstinenserne eller for nogen anden part. Så hvordan kan den amerikanske regering forsøge at presse eller “afpresse” palæstinenserne, når der ikke er blevet offentliggjort nogen fredsplan? Kan palæstinenserne pege på en eneste amerikansk embedsmand, som har bedt dem acceptere den usete plan eller støtte Trumps politik? Selvfølgelig ikke.”

“Der foregår rent faktisk en afpresning – men i præcis den modsatte retning. Palæstinenserne forsøger at afpresse USA ved at påstå, fuldkommen absurd, at de seneste amerikanske beslutninger bringer tostatsløsningen og udsigten til fred i Mellemøsten i fare.”

“Det er imidlertid de samme palæstinensere, som har nægtet at genoptage fredssamtalerne med Israel i de seneste fire år, længe før Trump blev valgt til præsident.”

Præsident Trump har tilsyneladende indset dette og har sendt et klart budskab til de palæstinensiske ledere om, at de ikke længere vil få lov til at benytte amerikanske penge til at eviggøre en flygtningekrise, som kunne være løst for længe siden; at ophidse deres befolkning til vold og terrorisme ved hjælp af økonomiske og andre incitamenter – og derefter forvente at blive belønnet for det; eller at afvise alle fredsinitiativer. At skære i støtten til UNRWA synes at være et godt sted at begynde.

Kilder og noter
Ruthie Blum er (blandt meget andet) forfatter til “To Hell in a Handbasket: Carter, Obama, and the ‘Arab Spring.'” Her kan du se hvad Ruthie Blum har skrevet til Gatestone Institute, som er oversat til dansk.
Oprindelig engelsk tekst udgivet af Gatestone Institute den 2. september 2018 Palestinian Refugees: Trump’s Reality Check”  Oversat af Mette Thomsen og udgivet på dansk den 13. september 2018. Genoptrykt med tilladelse fra Gatestone Institute.

    https://miff.dk/fn2/2018/10/03palaestinensiske-flygtninge-trumps-virkelighedstjek.htm

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Konservativ jøde: Vi har brug for de messianske jøder

Af Anders Hjorth Vindum 02. October 2018

Faydra Shapiro var inviteret med til messiansk konference om jødedom. Hun blev positivt overrasket.

I en klumme på Jerusalem Post for nogle uger siden beskrev journalisten Faydra Shapiro, hvordan hun oplevede tre dage sammen med 50 messianske jøder. Shapiro, som selv tilhører den konservative jødedom og derfor går med hovedbeklædning og spiser kosher, var blevet inviteret med til en konference i Dallas, hvor messianske jøder skulle debattere spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at den jødiske kultur og tradition overlever?

Her adskilte hun sig naturligvis meget fra de øvrige deltagere på konferencen. Men i sin klumme beskriver hun, hvordan de tre dage gjorde et meget stort indtryk på hende. Ikke mindst de messianske jøders store ønske om at bevare deres jødiske identitet, selvom det for mange ville være langt lettere at glemme den – på grund af den afvisning og skepsis, som mange messianske jøder møder hos konservative og ortodokse jøder.