Benny Gantz i kovending: Vil danne regering med Netanyahu som premierminister

AF ANDERS HJORTH VINDUM 27. MARCH 2020

Nu får Israel endelig en regering. Alt er blevet vendt op og ned efter torsdagens overraskende udvikling

Torsdag eftermiddag kom den overraskende nyhed, som vender fuldstændig op og ned på den politiske situation i Israel. Nu kommer der endelig en regering.

Benny Gantz, som indtil i går var leder af partialliancen Blå og Hvid, har truffet en beslutning, som ser ud til at gøre en ende på et år uden en permanent regering. Det gør han ved at acceptere en regering med Benjamin Netanyahu som premierminister – stik imod sit valgløfte. Planen er, at Netanyahu skal være premierminister i de næste 18 måneder, og efter det skal Gantz overtage posten. Netanyahu har givet sit ord på, at han til den tid vil træde tilbage som landets leder. Et løfte, som ikke alle stoler på.

Det betyder, at Blå og Hvid er gået i opløsning. Partialliancen havde fire ledere. Af de resterende tre er Gabi Ashkenazi (samt en del af Blå og Hvids medlemmer) gået med Gantz, mens Yair Lapid og Moshe Ya’alon bliver i oppositionen. De føler sig svigtet af Gantz og har anklaget ham for at have bukket under for pres og misbrugt tilliden fra vælgerne.

Gantz gør det for Israel

En overskrift i de israelske medier lyder, at ”Gantz ofrer alt for stabilitet”. Og der er ingen tvivl om, at han har taget beslutningen for Israels skyld og ikke for sin egen. Midt i coronakrisen får Israel det, landet har brug for, nemlig en stabil regering, der ikke skal fokusere på valgkamp og mudderkastning. Så sent som i sidste uge førte magtkampen til, at Knesset blev lukket.

Med beslutningen sætter Gantz faktisk sin politiske karriere på spil. Han skaber sig mange fjender, og denne kovending vil i fremtiden kunne bruges af hans politiske modstandere til at fremstille ham som utroværdig.

Men Gantz kan også ende med at vinde på det. Hvis dette viser sig at være godt for Israel, og hvis Gantz rent faktisk bliver premierminister om halvandet år, vil man måske se tilbage og sige, at det var ham, der tog en uselvsik beslutning og reddede Israel ud af en dyb og langvarig parlamentarisk krise – og måske også gjorde, at man endnu bedre kan håndtere coronakrisen.

Hvordan regeringen og aftalen præcis kommer til at se ud, er der slet ikke klarhed over. Der snakkes om, at Gantz bliver forsvarsminister eller udenrigsminister i de næste halvandet år. Han ønsker også, at hans parti skal have justitsministeriet.

Oven i hatten blev Gantz torsdag valgt som formand for Knesset. Den post vil han nok forlade, når den endelige aftale er i hus. Indtil da kan han bruge formandsposten som en form for sikkerhed, hvis nu Netanyahu pludselig skulle stikke han i ryggen og udnytte, at Blå og Hvid er gået i opløsning. Det kunne fx være ved at tilbyde ministerposter til andre fra det tidligere Blå og Hvid i stedet for Gantz. Formandsposten giver Gantz en vis kontrol over dagsordenen i Knesset.

Det er også uklart, om Arbejderpartiet kommer med i regeringen. Partiets formand Amir Peretz har nemlig ikke været ude og skælde Gantz ud, ligesom de øvrige partier i oppositionen.

Bekymrende smitteudvikling

Nyheden kæmper lige nu med coronakrisen om den øverste plads i overskrifterne. Smittetallene i Israel er steget rigtig meget de seneste dage. Nu har man over 3000 smittede. Dødstallet er steget fra 4 til 10 i løbet af de seneste par døgn. Ser man på, hvilke lande der får flest nye registrerede smittefælde, ligger Israel lige nu på en tredjeplads. Landet kan muligvis stå på tærsklen til en meget kritisk fase, hvor man frygter, at sundhedssystemet bliver presset, mere end det kan klare. Der er nok arbejde at gå i gang med for den nye regering, når den forhåbentlig inden længe kommer endeligt på plads.

https://www.ordetogisrael.dk/aktuelt-2-2-2/benny-gantz-i-kovending-vil-danne-regering-med-netanyahu-som-premierminister

 

Print Friendly, PDF & Email