ÅNDLØS KRISTENDOM

Glemmer vi, at Ånden kan skabe mirakler selv der, hvor vi har mistet troen på, at tro, fornyelse og vækkelse har den mindste chance?

AF HENRIK NYMANN ERIKSEN
DEN 23 MAJ

En gammel vittighed begynder med spørgsmålet: Hvad ville der ske, hvis Helligånden forsvandt fra kirken? Og det sarkastiske svar lyder: Ingenting!

Der er brod i mindst et par retninger i det svar.

For det første er brodden rettet mod den form for kirke, som fornægter det overnaturlige i kristendommen lige fra jomfrufødslen over Jesu mirakler til hans opstandelse fra graven. Det er en kirke, hvor man hverken i teori eller praksis regner med Helligåndens nærvær og virksomhed, – og jeg tænker, at det faktisk indebærer, at Helligånden reelt er fraværende. Det er i ordets egentlige forstand en åndløs kirke. Derfor opstår der heller ikke en ny situation, hvis Ånden forsvinder. I forhold til den form for kirke, er der tale om meget mere end en uskyldig joke. Der er tale om en trist, trist diagnose, nemlig at kirken slet ikke er kirke. Fordi den er uden Ånden.

Men brodden kan også rettes mod den del af kirken, som fastholder alt det overnaturlige i kristendommen. Der er ingen forbehold overfor jomfrufødsel, undere og Jesu opstandelse med kød og knogler. Der er bestemt heller ikke nogen fornægtelse af Helligånden, men i praksis regnes der bare ikke med den – ret meget i hvert fald. Jeg må indrømme, at selvom det nok er lidt karikeret, er det ikke så langt fra den del af kirken, som jeg selv er aktiv i.

Det er ikke åndløs kristendom i principiel forstand, for vi tror skam virkelig på Helligånden. Det er heller ikke åndløshed i form af et reelt fravær af Ånden, for jeg tror, at Ånden er virksom på mange måder, når vi tror og forkynder i pagt med Bibelens budskab. Men vores tydelige bekendelseskristendom kan blive åndløs i den forstand, at Helligånden reelt ingen betydning har for os i vores tilgang til troen, kirken og vores eget liv med Gud.

ÅNDENS FRAVÆR I SPROGET

Vi glemmer vores totale afhængighed af Ånden og driver kirke, som om vores egen dygtighed er tilstrækkeligt for, at mennesker kommer til tro og forvandles. Eller vi glemmer, at Ånden kan skabe mirakler selv der, hvor vi har mistet troen på, at tro, fornyelse og vækkelse har den mindste chance. Den korrekte, men åndløse kristendom kommer blandt andet til udtryk ved Åndens fravær i vores sprog. Sproget afslører nemlig, hvad der betyder noget for os – også ved sine udeladelser.

Den form for åndløshed, jeg taler om her, er ikke et reelt fravær af Helligånden. Vi kan godt blive frelst uden et udfoldet sprog om Helligånden. Men jeg tror, at vores liv med Gud bliver fattigere og svagere, hvis Helligånden mentalt er fraværende for os. Hvis vi ikke tænker på eller taler om Ånden, mister han reel praktisk erfaringsbaseret betydning for os.

Så kan det godt være, at Ånden i sin suverænitet virker uden, at vi opdager det, men i vores tilgang til at være kirke, være i mission og selv leve som disciple bliver vi amputerede, svage og uden det håb, som bevidstheden om Åndens virksomme nærvær giver.

Derfor er pinsen en god anledning til at give Ånden den plads i vores liv og vores menigheder, som Gud ønsker, og som vi selv har gavn og glæde af. Den enkle måde at få Ånden ind i vores liv er at takke for det, som Gud gør og giver os ved sin Ånd. Dernæst kan vi bede om Helligåndens overbevisning, fylde, hjælp og udrustning. Bøn og tak for Ånden er en farbar vej ud af den åndløse kristendom, – og så skal vi måske snakke mere om Helligånden, for samtalen om Ånden åbner vores sind for hans realitet.

Glædelig pinse!

http://luthersk-netvaerk.dk/blog/aandloes-kristendom/

 

 

Print Friendly, PDF & Email