Nyt angreb mod Hermonbjerget fra Syrien

AF ANDERS HJORTH VINDUM 03. JUNE 2019

Som gengældelse for et raketangreb har Israel ramt flere militære mål i Syrien med forbindelse til Iran. Samtidig fyger truslerne frem og tilbage mellem Israel og Hizbollah.

I lørdags blev der fra syrisk territorium affyret to missiler med retning mod Hermonbjerget i Golan, som er en del af Israel. Det ene nåede dog ikke så langt og landede på syrisk jord. Det andet krydsede grænsen til Israel. Der hersker usikkerhed om, hvorvidt missilet blev elimineret i luften, eller om det landede i åbent område. Ingen kom til skade

Israel har svaret igen ved at angribe militærposter i Syrien, som har forbindelse til Iran – som man forventer står bag raketaffyringen. Det første modangreb fandt sted natten til søndag. Det forlyder, at 10 personer blev dræbt i forbindelse med angrebet – heraf tre syriske soldater og syv udenlandske soldater.

”Vi vil ikke tolerere raketangreb mod vores territorium, og vi vil svare igen med stor styrke,” sagde premierminister Netanyahu.

Natten til mandag kom så endnu et israelsk angreb mod militærbaser i Syrien. 5 personer mistede livet i angrebet.

Iran vil bruge Syrien som angrebsplatform

Lørdagens angreb mod Israel viser endnu en gang, at Irans mål med at være involveret i borgerkrigen i Syrien er at bekæmpe Israel. Det er som sådan ikke noget nyt. Men angrebene fra syrisk grund er blevet mere hyppige, og det giver grund til bekymring.

Terrorgruppen Hizbollah i Libanon, som er allieret med Iran, er en anden faktor. For nylig holdt gruppens leder, Hassan Nasrallah, en tale, hvor han sagde to ting, som analytiker Avi Issacharoff hæfter sig ved.

For det første sagde han, at hvis krisen mellem Iran og USA udvikler sig til regulær krig, så vil det også involvere Hizbollah – og det vil gå ud over Israel og Saudi-Arabien. Det siger noget om forholdet mellem Iran og Hizbollah. Selvom den libanesiske gruppe ikke modtager direkte ordrer fra Teheran, så er der en meget tæt alliance.

For det andet sagde Nasrallah, at Hizbollah har ret til at have fabrikker, hvor de kan fremstille avancerede missiler med stor præcisionsevne. Lige nu kan Hizbollah ikke selv fremstille dem, men har angiveligt fået leveret et stort antal fra Iran – som har transporteret dem via Syrien. Det forlyder, at gruppen forsøger at bygge fabrikker, der kan fremstille de avancerede våben. Og det må betragtes som sandsynligt, at Israel vil angribe sådanne fabrikker – ligesom man har angrebet konvojer i Syrien, der har forsøgt at transportere avancerede våben til Libanon. Nasrallah sagde i sin tale, at Hizbollah vil svare ”hårdt og prompte”, hvis Israel skulle angribe mål i Libanon.

Gode relationer til muslimske lande

Netanyahu holdt søndag en tale i forbindelse med Jerusalemdagen, hvor israelerne fejrer genforeningen af Øst- og Vestjerusalem i 1967. Her sagde han blandt andet, at Israel ”ikke bliver afskrækket af Irans trusler, fordi enhver, som forsøger at skade os, vil blive skadet i langt værre grad”.

Han sagde også, at mange muslimske og arabiske lande er begyndt i højere grad at samarbejde med Israel. En af grundene til det, sagde Netanyahu, er, at Iran hvert år støtter Hizbollah-terroristerne med 700 millioner dollars. Og flere sunnimuslimske lande deler Israels bekymring over de iranske aggressioner – ikke mindst truslen om atomvåben.

Dermed er der intet tegn på, at Israel har tænkt sig at ændre sin praksis. Man vil fortsætte med at gøre alt, hvad man kan for at forhindre iranerne i at få en platform i Syrien. En platform, som de i så fald vil bruge til at stræbe efter at nå deres erklærede mål om at udslette Israel.

https://www.ordetogisrael.dk/aktuelt-2-2-2/nyt-angreb-mod-hermonbjerget-fra-syrien

 

Print Friendly, PDF & Email