Israel har talt: Netanyahus højreregering beholder magten trods flot valg til Blå og Hvid Af Anders Hjorth Vindum 10. April 2019

Netanyahu kan nu se frem til at blive den længst siddende premierminister i Israels historie efter et valg, som også indeholdt et par overraskelser Det bliver med al sandsynlighed Likudlederen, Benjamin Netanyahu, der igen kan sætte sig i premierministerstolen efter gårsdagens valg. Dermed kommer der ikke den ”forandring” i israelsk politik, som den tidligere forsvarschef Benny Gantz og hans parti, Blå og Hvid, har ført valgkamp på.

I skrivende stund er 97 procent af stemmerne talt op, og det billede, som tegner sig lige nu, er, at både Likud og Blå og Hvid får 35 mandater – et meget flot valg for begge partier.

Grunden til, at Likud ser ud til at vinde regeringsmagten, er, at langt de fleste af de små partier støtter Netanyahu.

De partier, som støtter Netanyahu, ser ud til at få følgende antal mandater: Shas: 8

UTJ: 8

Yisrael Beiteinu: 5

URWP: 5

Kulanu: 4 De partier, som støtter Blå og Hvid, ser ud til at få:

Hadash-Taal: 6

Arbejderpartiet: 6

Meretz: 5

Ra’am-Balad: 4

Hvis de tal holder, kan Netanyahu altså samle et flertal på 65 ud af 120 mandater. Der kan dog sagtens ske forskydninger i fordelingen. Det forventes, at den endelige mandatfordeling foreligger i eftermiddag.  

Chokexit for Det Nye Højre

Valgets helt store overraskelse er, at Det Nye Højre har fået et meget dårligt valg og måske ryger ud. De mangler cirka 4.500 stemmer blandt dem, som endnu ikke er talt op. Også partiet Zehut har længe ligget rigtig godt i målingerne, men Moshe Feiglins parti, som blandt andet støtter fri hash, klarede ikke spærregrænsen. Det gjorde heller ikke Orly Levy-Abekasis’ parti, Gesher.

Dermed kan der på nuværende tidspunkt drages følgende konklusioner: Likud får deres bedste valg siden 2003

Blå og Hvid får et meget flot valg – også bedre end forventet

De to ultraortodokse partier, Shas og UTJ, overraskede positivt

Det sekulære Yisrael Beiteinu fik et lidt bedre valg end forventet og klarede spærregrænsen i sikker stil

Stort set alle andre partier har skuffet. Især Arbejderpartiet, som har stået til 9-10 mandater.

Det Nye Højre med profilerne Ayelet Shaked (nuværende justitsminister) og Naftali Bennet (nuværende uddannelsesminister) er i overhængende fare for at ryge ud af Knesset.

Heller ikke det arabiske parti Raam-Balad er 100 procent sikre på at komme ind URWP (Forenede Højrefløjspartier) får 5 mandater. Det betyder, at det racistiske og meget omtalte parti Otzma Yehudit ikke bliver repræsenteret i Knesset, da deres bedst placerede kandidat, Itamar Ben Gvir, var nummer 7 på listen. Partiets leder Bezalel Smotrich har dog sagt, at han vil gennemtvinge, at Ben Gvir kommer i Knesset. Valgdeltagelsen var cirka 68 procent, hvilket er lavere end ved sidste valg, hvor den var 71.  

Nu skal der forhandles

Det, som skal ske nu, er, at Israels præsident, Reuven Rivlin, skal mødes med lederne for de partier, som er kommet over spærregrænsen. De skal hver især fortælle ham, hvem de støtter som premierminister – og den kandidat, som får størst støtte her, får så muligheden for at danne en regering.

Når Netanyahu efter al forventning bliver udpeget af Rivlin, starter forhandlingerne med hans støttepartier – og det kan tage flere uger. Der har også været rygter om, at Netanyahu og Blå og Hvid kunne ende med at danne regering sammen. Men ud fra deres udtalelser, virker dette scenarium meget usandsynligt.

Et andet rygte er, at Netanyahu vil kræve af sine støttepartier, at de vil stemme for en lov – kaldet ”den franske lov” – som vil sikre premierministeren immunitet overfor retsforfølgelse. Netanyahu har selv forsøgt at lægge en dæmper på rygterne om, at han altså vil lovgive sig ud af anklagerne om korruption, som hænger over hans hoved. Men han har ikke ville love, at sådan en lov ikke kommer på tale. Hvis det skulle ske, vil det være yderst kontroversielt.  

Gantz ser stadig muligheder

Selvom Benny Gantz næppe får opfyldt sin premierministerdrøm i denne omgang, sagde han her til morgen, at han og hans parti stadig ”har mulighed for lave en politisk manøvre”. Han slog også fast, at ”resultatet ikke er endeligt”. Hvilke muligheder Benny Gantz ser, vil vi måske finde ud af de kommende dage. Med sine 35 mandater må Blå og Hvid i hvert fald betegnes som en stærk opposition, som taler på vegne af mere end 1 million israelere. Men vælgerne har ikke været i tvivl: De vil have en højreorienteret regering. Og ”desværre” for Gantz, så er hans parti ikke højreorienteret nok, til at partierne længere ud på den fløj vil pege på ham.

Print Friendly, PDF & Email