Palæstinenserne: Hvem kerer sig egentlig om dem?

De elendige forhold for palæstinenserne i Libanon bliver ofte ignoreret af såvel det internationale samfund som de større vestlige medier. De eneste palæstinensere, som det internationale samfund synes at kere sig om, er dem der bor på Vestbredden og i Gazastriben – dem, hvis trængsler man kan dadle Israel for.

Af Bassam Tawil

marts 8, 2019 kl. 11.27

Ain al Helweh – Libanons største “lejre” for palæstinensere – set ovenfra (Foto Fanklin Lamb. Axis of Logic. 16 november 2013. http://axisoflogic.com/artman/publish/Article_66176.shtml)

• Protester blandt palæstinensere i Libanon vil næppe vække opmærksomhed i det internationale samfund, herunder de såkaldte pro-palæstinensiske grupper, som især er aktive på universiteterne i USA, Canada og andre steder.

• De virkelig “pro-palæstinensiske” grupper er dem, der er villige til at ytre sig imod den dårlige behandling, som palæstinensere udsættes for fra deres arabiske brødre. De virkelig “pro-palæstinensiske” grupper er dem, der er rede til at forsvare kvinders og homoseksuelles rettigheder under Hamas i Gazastriben. De virkelig “pro-palæstinensiske” grupper er dem, der er rede til at advokere for demokrati og ytringsfrihed for de palæstinensere, som lever i de undertrykkende regimer Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden og Hamas i Gazastriben. De virkelig “pro-palæstinensiske” grupper er dem, der er rede til at fordømme Libanon for dets racistiske og diskriminerende foranstaltninger mod palæstinensere, levende såvel som døde.

• At skjule sig på et universitet og udspy sit had imod Israel gør ikke en “pro-palæstinensisk.” Det gør blot en til endnu en Israel-hader. Vil de “pro-palæstinensiske” grupper lytte til nødråbene fra de mennesker i Libanon, som de påstår at repræsentere?

En palæstinenser, som forsøger at føre en sæk cement eller andre byggematerialer ind i en flygtningelejr for at bygge et hus, bliver udsat for arrestation, forhør, retsforfølgelse ved en militærdomstol og en bøde.

Finder dette sted i Gazastriben? Nej. Sker det på Vestbredden? Nej. Denne umenneskelige og urimelige praksis finder sted i et arabisk land, hvor der bor mere end 500.00 palæstinensere: Libanon.

Ydermere straffer dette forbud mod indførelse af byggematerialer ikke kun de levende, men også de døde. Palæstinenserne siger, at på grund af dette forbud kan de ikke finde sten og cement nok til at bygge grave.

De elendige forhold for palæstinenserne i Libanon bliver ofte ignoreret af såvel det internationale samfund som de større vestlige medier. De eneste palæstinensere, som det internationale samfund synes at kere sig om, er dem der bor på Vestbredden og i Gazastriben – dem, hvis trængsler man kan dadle Israel for.

Flertallet af palæstinenserne i Libanon bor fordelt på 12 flygtningelejre, hvor de døjer med fattigdom, overbefolkning og vold, såvel som Libanons diskriminerende og apartheidlignende love og foranstaltninger, som nægter dem helt basale rettigheder.

De libanesiske myndigheder hævder, at forbuddet mod indførelse af byggematerialer i lejrene har til formål at garantere palæstinenserne “ret til tilbagevenden” til deres tidligere landsbyer og byer inde i Israel. De libanesiske myndigheder siger altså til palæstinenserne: “Vi ønsker ikke, at I opfører nye hjem i vores land: det ville bringe jeres [påståede] ret til tilbagevenden i fare!”

De libanesiske myndigheder ved udmærket godt, at Israel aldrig vil give hundredtusinder af palæstinensere lov til at flytte til Israel som del af en “ret til tilbagevenden.” For Israel ville det betyde, at jøder blev en minoritet i deres eget land, og at der ville eksistere tre palæstinensiske stater: Gaza, Israel og Vestbredden.

Denne mindre detalje har dog ikke hindret Libanon og andre arabiske lande, som er værter for palæstinensiske flygtninge og disses efterkommere, i at fortsætte med at lyve for dem og give dem falske forhåbninger om, at de en dag vil vende tilbage til deres fædres, bedstefædres og oldefædres hjem i Israel.

Forbuddet mod byggematerialer for palæstinensere i Libanon er blot ét eksempel på den diskrimination, som de har oplevet i dette arabiske land gennem de seneste årtier.

Det er også forbudt ved lov for palæstinensere i Libanon at arbejde inden for bestemte fag, herunder medicin, ingeniørvirksomhed, sundhedspleje, regnskabsførelse, farmaci og undervisning. I Libanon bliver palæstinensere betragtet som udlændinge og udelukkes konstant fra at eje, sælge eller testamentere ejendom.

Bygningsfornyelse inde i de palæstinensiske lejre kræver forudgående tilladelse fra de libanesiske sikkerhedsmyndigheder på grund af bekymringen for, at materialerne bliver brugt til militære formål. Hvis tilladelse gives, pålægger hæren sædvanligvis nogle stramme foranstaltninger så som optælling af antallet af cementsække eller kontrol af den mængde sten, som palæstinenseren måtte ønske at føre ind i lejren.

En palæstinenser, som gribes i at smugle byggematerialer ind i lejren, bliver arresteret, forhørt og får en bøde på 100.000 libanesiske pund (ca. 435 kr.).

Ifølge en nylig rapport fra Palæstinensisk Informationscenter (Palinfo.com) har forbuddet mod indførelse af byggematerialer været i funktion de seneste 22 år. “Det er en umenneskelig foranstaltning,” lød det i rapporten. I 2004 var forbuddet, ifølge rapporten, midlertidigt ophævet i nogle få måneder, før det blev genindført og udvidet til at omfatte endnu flere palæstinensiske samfund i Libanon.

Ud over cement er det også forbudt palæstinensere at indføre vandrør, el-ledninger, aluminium, døre, tagsten, vinduer, glasruder og maling i lejrene.

De seneste to år er de libanesiske myndigheder begyndt at opføre en betonmur med vagttårne rundt om to palæstinensiske lejre: Ain al-Hilweh og Rashidiyeh. De libanesiske myndigheder har begrundet murenes opførelse med sikkerhedshensyn og de skal antagelig forhindre en udvidelse af de palæstinensiske lejre. Palæstinenserne kalder disse mure, som har gjort deres områder til lukkede ghettoer, for “skammens mure.”

Jamal Khatib, generalsekretær i Islamic Factions [Islamiske Grupper] i Ain al-Hilweh, har opfordret de libanesiske myndigheder til at ophæve forbuddet. “Nogle af husene er styrtet sammen og kvinder og børn er kommet til skade,” sagde han.

Mohammed al-Shuli, en palæstinensisk menneskerettighedsaktivist, sagde, at forbuddet mod indførelse af byggematerialer er blevet et “mareridt” for alle flygtninge.

For nylig var palæstinensere i Ain al-Hilweh nødt til at fjerne sten fra deres huse for at bygge en grav til en afdød beboer, Khaled Zaiter. Mandens lig blev opbevaret i et lighus i adskillige dage, før det lykkedes lejrens beboere at tage sten nok fra deres egne huse til at opføre en grav til ham.

“At begrave en død palæstinenser i Ain al-Hilweh-lejren er blevet en smertefuld og traumatisk oplevelse,” sagde Abdel Raheem Maqdah, en palæstinensisk samfundsleder i Libanon.

Protester blandt palæstinensere i Libanon vækker næppe opmærksomhed i det internationale samfund, herunder de såkaldte pro-palæstinensiske grupper, som især er aktive på universiteterne i USA, Canada og andre steder.

De virkelig “pro-palæstinensiske” grupper er dem, der er rede til at ytre sig imod den elendige behandling, som palæstinensere udsættes for fra deres arabiske brødre. De virkelig “pro-palæstinensiske grupper er dem, der er rede til at forsvare kvinders og homoseksuelles rettigheder under Hamas i Gazastriben. De virkelig “pro-palæstinensiske” grupper er dem, der er rede til at advokere for demokrati og ytringsfrihed for palæstinensere under de undertrykkende regimer Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden og Hamas i Gazastriben. De virkelig “pro-palæstinensiske” grupper er dem, der er rede til fordømme Libanon for dets racistiske og diskriminerende foranstaltninger mod palæstinensere, levende såvel som døde.

At skjule sig på et universitet og udspy sit had imod Israel gør ikke en “pro-palæstinensisk.” Det gør blot en til Israel-hader. Vil de “pro-palæstinensiske” grupper lytte til nødråbene fra de mennesker, som de påstår at repræsentere i Libanon? Sandsynligvis ikke. De vil formentlig bare blive ved med at fremme deres egen anti-israelske agenda, mens palæstinensere i Libanon fortsat hugger sten af deres egne huse for at bygge grave til deres kære.

 https://miff.dk/arabiskelande/2019/03/08palaestinenserne-hvem-kerer-sig-egentlig-om-dem.htm

Kilder og noter Bassam Tawil er muslimsk araber, bosat i Mellemøsten.

Oprindelig artikel: “The Palestinians: Who Really Cares?” Udgivet 2019-02-01. Oversat af Mette Thomsen, og udgivet 2019-03-08. Genoptrykt med tilladelse af Gatestone Institute.