Abbas i vredesudbrud mod Trump, som truer med at trække UNRWA-støtte

Af Anders Hjorth Vindum 16. January 2018


Krisen mellem palæstinensernes leder, Mahmoud Abbas, og Donald Trump bliver større og større. I sidste ende kan det blive de mange palæstinensere, som hører under UNRWA, der betaler prisen.

Søndag talte Det Palæstinensiske Selvstyres leder, Mahmoud Abbas, i Ramallah. Her langede han vredt ud efter Donald Trump og sagde, at den amerikanske præsidents håb om en stor og bred aftale i Mellemøsten er et slag i ansigtet for palæstinenserne, og at han ikke vil samarbejde med Trump. Han beskyldte Israel for at have afsluttet Osloaftalen fra 1993 (som var selve grunden til, at Det Palæstinensiske Selvstyre blev oprettet). Han afviste også Netanyahus krav om at stoppe med udbetalinger til terrorister og familier til afdøde terrorister. Det er en fast udbetaling, som Det Palæstinensiske Selvstyre giver til »martyrerne«.

Hans tale er blevet fordømt bredt af israelske politikere. Den tidligere forsvarsminister Moshe Yaalon har sagt, at Abbas i talen bekræftede, at hans mål ikke er at opnå en løsning med grænser mellem to stater, men at han slet ikke vil anerkende en israelsk stat i nogen som helst form.

Abbas antydede også, at Israel er et europæisk koloniprojekt, hvilket fik Michael Oren fra partiet Kulanu til at opfordre EU til at komme på banen og modsige Abbas. ”EU misser aldrig en chance for at fordømme Israel. Nu er tiden kommet til at vise en form for balance,« sagde han.

Viser, hvorfor der stadig ikke er fred

Premierminister Netanyahus reaktion på talen havde en positiv vinkel. Fra Indien, som han besøger i disse dage, sagde han, at ”hvis vi nogensinde skal nå forsoning og fred, må der være en forståelse af, hvorfor denne konflikt har varet i så mange år. Jeg har arbejdet i mange år for at formidle den sandhed, at roden til konflikten er den fortsatte og desværre uforandrede palæstinensiske afvisning af at anerkende en jødisk stat inden for nogen som helst grænser”. Abbas’ tale vil ifølge Netanyahu hjælpe til at overbevise FN og EU om, at roden til konflikten er den manglende anerkendelse af en jødisk stat.

Tilbage i 1993 i forbindelse med Osloaftalen anerkendte PLO formelt set Israel. Men i går, mandag, besluttede Det Centrale Palæstinensiske Råd, som er en del af PLO, at opfordre PLO til at trække anerkendelsen tilbage. Det er endnu usikkert, om beslutningen vil blive endeligt gennemført – det afhænger sandsynligvis af Abbas.

Får konsekvenser for UNRWA

Abbas’ tale handlede især om Trump og hans beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Efter den beslutning sagde Abbas, at han ikke længere ville acceptere amerikanerne som fredsmæglere. Han kritiserede også Trumps ambassadører i FN og Israel, henholdsvis Nikki Haley og David Friedman. I sidste uge sagde Friedman det, Netanyahu gentog i denne uge: at det er palæstinensernes skyld, at der ikke er fred.

Det dårlige forhold mellem det palæstinensiske lederskab og USA får muligvis store konsekvenser. Trump har truet med at skære i støtten til UNRWA, som er et særligt FN-organ for palæstinensiske flygtninge og alle deres efterkommere. Det blev oprettet i 1948 og har til opgave at hjælpe de mange flygtninge og deres efterkommere (som også har status som ”palæstinensiske flygtninge”) med mad og andre resurser. I stedet for at støtte UNRWA vil han angiveligt støtte UNHCR, som er FN's organ for alle andre flygtninge i verden.

USA står for cirka en tredjedel af UNRWA’s budget. Landet betaler nemlig hele 355 millioner dollars om året til UNRWA. Og da FN’s Generalforsamling for nylig fordømte USA’s anerkendelse af Jerusalem, sagde Nikki Haley, at USA var ved at blive utålmodig, når lande, som nærmest slet ikke bidrager økonomisk til UNRWA, beskylder USA for ikke at gøre nok for at opnå fred. Trump vil altså ikke betale de store summer til FN og så samtidig blive beskyldt af selvsamme FN for ikke at gøre noget for palæstinenserne. Amerikanerne begrunder også deres overvejelser med, at palæstinenserne misbruger internationale midler til at støtte terror, og med, at palæstinenserne ikke ønsker en fredsløsning med Israel.

Kan blive dyrt for Israel

Vælger Donald Trump at skære i den palæstinensiske støtte, kan regningen faktisk ende med at blive sendt videre til Israel. Det forklarer Daniel Pomerantz, som er jurist og ansat i HonestReporting, i denne video.

Kort sagt er pointen den, at Israel har valgt at følge international lov om, hvad en besættelsesmagt er forpligtet til (også selvom den israelske regering ikke selv bruger betegnelsen ”besættelse”). Ifølge den lov har besættelsesmagten det overordnede ansvar for at sørge den generelle velfærd for de personer, der bor i de besatte områder. Den velfærd er UNRWA-midlerne i høj grad med til at betale. Fjernes den amerikanske støtte, vil Israel ifølge sin egen Højesteret være forpligtet til at dække hullet. Derfor har Netanyahu diskret opfordret Trump til ikke at flytte støtten til UNHCR

Korrupt UNRWA

Daniel Pomerantz peger i videoen på mange af problemerne ved UNRWA. Han nævner som eksempel, at der er blevet fundet raketter og våben på UNRWA-finansierede skoler. Han peger også på, at UNRWA-flygtninge adskiller sig fra alle andre flygtninge. I UNHRC, som arbejder med alle verdens øvrige flygtninge, er målet at hjælpe flygtninge til at blive integreret, hvis det ikke er muligt for dem at vende hjem. På den måde bliver der færre og færre flygtninge.

I UNRWA er det omvendt. For det første arver man her flygtningestatus. Det betyder, at man kan være palæstinensisk flygtning, selvom man er født og opvokset i et andet land – men har en oldefar, der forlod Israel, da staten blev oprettet. For det andet gøres der ikke noget for at integrere flygtningene. Mange af dem bor i Jordan og Libanon – i permanente flygtningelejre. Derfor er der faktisk hele 5 millioner palæstinensiske flygtninge. Hvis man i UNRWA brugte samme praksis som i andre flygtningeorganer (fx UNHRC), ville der kun være 30.000 palæstinensiske flygtninge i dag (ifølge en rapport fra 2012 fra Senatet i USA). En udbredt holdning i Israel er, at de palæstinensiske UNRWA-flygtninge bruges som gidsler i konflikten. At de palæstinensiske ledere ønsker at bevare ”flygtningeproblemet”, som man så kan give Israel skylden for.

https://www.ordetogisrael.dk/aktuelt-2-2-2/abbas-i-vredesudbrud-mod-trump-som-truer-med-at-traekke-unrwa-stoette

 

Print Friendly, PDF & Email