ANTISEMITISME I DET NYE TESTAMENTE

Af Jens Lomborg

Det Nye Testamente er antisemitisk!” Den påstand høres af og til i debatten om antisemitisme i Danmark. Jens Lomborg ser her påstanden efter i sømmene. Jens Lomborg er cand. theol, lærer ved Kristeligt Forbund for Studerendes Ledertræningscenter og medlem af bestyrelsen for Ordet og Israel.

Begrebet antisemitisme betyder `jødefjentlighed´eller ´jødehad´. Selvom ordet ´antisemitisme´først blev skabt i 1879 af den tyske journalist Wilhelm Marr, er selve sagen – hadet mod Guds udvalgte folk – lige så gammel som folket selv.

Ifølge den bibelske åbenbaring i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente finder der en dæmonisk åndskraft, som kæmper mod Guds frelsesplan. Derfor bør det ikke overraske nogen, at verdenshistorien er fuld af forsøg på at tilintetgøre Guds vilje med Israels folk.

Hvad der derimod ofte overrasker mange kristne er, at Det Nye Testamente og Jesus Kristus ofte bliver anklaget for at være jødefjentlige. I denne artikel vil vi se nærmere på en tekst i Johannesevangeliet for at undersøge, om der er hold i anklagerne, og tilslut opfordre den kristne kirke til at være sig sit ansvar bevidst, når det gælder at tegne et ægte bibelsk portræt af det jødiske folk.

Ny Testamente – en jødisk bog

Læser man Det Nye Testamente igennem opdager man, at det helt og holdent er et jødisk værk: Hovedpersonen i det Nye Testamente er Jesus – født, omskåret og opvokset i en jødisk familie, med jødiske skikke, jødiske vaner og jødiske disciple. Det Nye Testamente er en samling af 27 skrifter, skrevet af jøder eller om jøder i det første århundrede. Det Nye Testamentes forfatteres åndelige og litterære baggrund er jøden Moses´skrifter, de jødiske profeter og den jødiske visdomslitteratur i Israels historie – det kristne i dag almindeligvis kalder for Det Gamle Testamente.

Det er en kendsgerning, at Det Nye Testamente op gennem århundrederne er blevet brugt til at fremme en hadefuld holdning til jøder. Man finder i kirkehistorien en række kristne prædikanter, som bruger sprog, der oser af had og fjendtlighed mod det jødiske folk. Det rummer i sig selv stof til et langt og sørgeligt studium af, hvad der sker, når Jesu ord om fred og næstekærlighed glemmes i den kristne kirke.

Spørgsmålet er imidlertid, om Det Nye Testamente selv rummer antisemetisk stof? Eller om det snarer er senere tiders fejlfortolkninger og manglende evne til at læse teksterne, der har skabt grobund for anklagerne om antisemitisme i Det Nye Testamente ?

Jesus og ”jøderne” i Johannesevangeliet

Man kan ofte møde det argument, at Jesus udtrykker sig jødefjendtligt i Johannesevangeliet. En tekst som Joh. 8, 44-47 rummer hårde udtryk, som kan virke jødefjendtlige: Jesus er i samtale med en gruppe jøder, og siger til dem, at ”I har Djævelen til Fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres hjerter lyster” (Joh 8,44) og ”I hører ikke, fordi I ikke er af Gud” (8,47). Ord som disse har fået nogle teologer og bibellæsere til at konkludere, at Jesus mener, at jøderne er dæmoniske. Men ser vi på sammenhængen, har de ikke ret i anklagen. Vi skal bemærke to ting, der er vigtige for at forstå denne tekst.

For det første er det meget vigtigt at bemærke, at Johannes i sit evangelium bruger ordet ”jøderne ” på flere forskellige måder: a) som betegnelse for en gruppe unavngivne religiøse ledere. Første gang ordet ”jøderne” optræder i Johannesevangeliet er i 1,19, hvor det bruges om ”jøderne fra Jerusalem” der sender præster og levitter ud for at spørge, hvem Jesus egentlig er. ”Jøderne fra Jerusalem” betyder naturligvis ikke ”hele Jerusalems befolkning”, men en gruppe mennesker fra Jerusalem. Hvem det er, får vi besvaret i 1,25: ” De var udsendt af Farisæerne”. Teksten siger simpelthen, at nogle unavngivne farisæere fra Jerusalem havde sendt præster og kordegne til Jesus for at høre om, hvem han var!

b) Ved henvisning til en jødisk religiøs praksis.

I Joh. 2,6 omtaler Johannes ”jødernes renselse”. Der siges i sammenhængen intet, hverken positivt eller negativt, om disse renselsesregler. Ordet bruges alene med henvisning til en jødisk skik og praksis. Samme anvendelse af ordet findes i 2,13, hvor Johannesberetter, at ”jødernes påske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem”.

c)Som betegnelse for det jødiske folk.

Johannes refererer gentagne gange mennesker for at kalde Jesus for ”Israels konge” og ”jødernes konge”. Selv indskriften, som romeren Pilatus` sømmede på Jesu kors, viste, at det var en almindelig forståelse i folket. Han skrev: ”Jesus fra Nazaret, jødernes konge” (Joh. 19,19)

Johannesevangeliet anvender altså ordet ”jøderne” i forskellige betydninger. I Joh 8 er Jesus i samtale med en unavngiven gruppe mennesker, som på den dag er samlet med Jesus på tempelpladsen for at høre hans undervisning og debattere med ham. Jesus lægger dermed ikke røst til et hadefuldt opgør med jøderne som folkegruppe. Kun løsrevet fra deres historiske og litterære sammenhæng kan disse vers anvendes i et antisemetisk våbenarsenal. Men så har man også misbrugt ordene på det groveste!

Den anden ting, vi skal bemærke, er, at det er Johannesevangeliets grundlæggende vidnesbyrd, at Jesus er Messias, sendt af Israels Gud. ”Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig” (Joh 7,16). Det betyder, at Jesu lære og vidnesbyrd ikke er hans eget private foretagende. Atter og atter henviser Jesus til sin enhed med ”Faderen”.

I Joh 8,44-47 anvender Jesus et argument, som netop udspringer af denne teologiske forståelse: Jesus er sendt af Israels Gud for at åbenbare Guds sandhed (8,45). Hvis man overser det, forstår man heller ikke, hvad Jesus mener, når han taler om, at Djævelen er en løgner og er Fader til løgnen. Det, Jesus mener, er, at et menneske ”har Djævelen til Fader”, når det i vantro afviser og benægter Jesu vidnesbyrd (8,44). Denne utvetydige og barske dom over et menneskes liv er naturligvis ikke afhængig af menneskets afstamning. Årsagen til at Jesus her udtrykker sig, som han gør, er ganske enkelt den, at han lever i en jødisk verden. Men det er ikke menneskets nationalitet eller etniske oprindelse, der er målet for de hårde ord. Jesus er i den forstand ikke interesseret i menneskets nationalitet, men i menneskets svar på åbenbaringen af Jesus som Messias, som Israels lidende konge, som Guds søn.

Dommen er med andre ord ikke forbeholdt jødiske mennesker, men alle mennesker. I den forstand er det muligt for et hvert menneske – uanset afstamning – at være under dæmonisk indflydelse. Læses Johannesevangeliet anderledes, læses det forkert.

Evangeliet – også til det jødiske folk.

Som kristne tror vi, at Jesus er Israels Guds udtrykte billede. Vi tror, at Gud har kaldet de kristne til at vidne for menneskeheden om, at Gud i Jesus Kristus har forligt hele verden med sig selv. Vi tror, at Kristus led stedfortrædende for alle jordens folk uden undtagelse. Kirken har en gudgiven forpligtelse til at række dette budskab til det folk frelsen udgik fra. Skal det lykkes, må vi for sandhedens skyld være opmærksomme på følgende tre ting, når vi læser og udlægger tekster fra NT:

1)Som kristen er vi forpligtede på at læse de bibelske skrifter med en stor historisk bevidsthed.

Bibelfortolkere og prædikanter skal fordybe sig i Det Nye Testamentes historiske, sociale, kulturelle og religiøse sammenhæng for ikke at misforstå Det Nye Testamentes forfattere. Vi befinder os trods alt på 2000 års afstand.

Netop derfor er det af stor betydning at skelne mellem: hvad visse tekster i Det Nye Testamente faktisk siger, og hvordan nogle kristen op gennem historien har udlagt disse tekster.

2)Som kristen må vi afstå fra at tegne et forenklet billede af ”jødedommen på Jesu tid” Det Nye Testamente beskriver selv en række meget forskellige jødiske, religiøse strømninger. Hverken farisæerne, saddukæerne, essenerne eller Jesus-bevægelsen havde monopol på betegnelsen ”jødedom”

Professor i kirkehistorie, Oskar Skarsaune, fremhæver i bogen ”Kristendommens jødiske rødder”, at ”jødedommen i det første århundrede var en yderst sammensat og mangfoldig størrelse – i den grad, at der faktisk er tale om flere ”jødedomme”, der eksisterer på samme tid i samme land Israel”. Det er en utrolig vigtig iagttagelse, for det betyder netop, at Jesus og hans disciple ikke optræder som ”kristendommen” i kontrast til ”jødedommen”. De Kristus-troende jøder er tvært imod én af flere jødiske grupperinger, som gav deres bud på tolkningen af tilværelsen.

Udtrykket ”jødedom på Jesu tid” kan derfor være et misvisende udtryk, som passer dårligt med Det Nye Testamentes billede af Jesu samtid. Menigheden og dens ledere har et ansvar for, at prædikanter og undervisere ikke medvirker til at fastlåse sig selv og sine tilhører i en ufrugtbar og stereotyp opfattelse af jødisk tro på Jesu tid.

3)Vi skal afstå fra at tegne et billede af jøderne som en bestemt mennesketype. Jeg har flere gange oplevet en så unuanceret brug af ordet ”jøderne”, at jeg har tænkt: Jeg håber simpelthen ikke, at der sidder jøder blandt tilhørerne! Det er selvfølgelig ikke et særligt politisk korrekt håb, eftersom troen kommer af det, som høres! Men i missionshusene kan man faktisk møde forkyndere, som – nok ubevidst – anvender ”jøden” som en bestemt mennesketype, ”mennesket under loven”. Gør man det, er man i konflikt med Guds ord. Det Nye Testamente beskriver ikke det jødiske folk som bestående af en særlig mennesketype.

Et fair portræt

Hvis kirken ønsker at bringe evangeliet til det jødiske folk, må den være opmærksom på, at den tegner et ægte og fair portræt af folket. Det gælder både det rigt facetterede tidsbillede af jødisk tro på Jesu tid og det store bibelske portræt af det jødiske folks rolle i frelsesplan med verden. Men det gælder også billedet af de aktuelle begivenheder i Mellemøsten. En mangelfuld forståelse af Bibelens fulde vidnesbyrd om det jødiske folk virker i bedste fald som en karikatur af Guds åbenbaring i historien, i værste fald medvirker det til jødefjentlige holdninger.

Litteratur til videre læsning

Benhayim, Menahem: Antisemen og Det Nye Testamente (Ordet og Israels forlag, årstal?) Carson, D.A.: The Gagging of God (Apollos, 1996) s. 333-345

Hoffman, Poul: ”Antisemitisme – nogle iagttagelser” i bogen Elskede for fædrenes skyld (Ordet og Israel, 1980)

Kieth, Graham: Hated without a cause? A survey of anti-semitism (Paternoster, 1997)

Skarsaune, Oskar: Kristendommens jødiske rødder bd 1 (Credo, 1996)

www.ordetogisrael.dk Hjemmesiden indeholder en række værdifulde artikler og antiseme og Bibelens jødiske baggrund.

 

Print Friendly, PDF & Email