proisrael-logo[1]

Guds Plan med Israel og Folkne: Det Messianske Rige. 13/18

Af Peter Beyerhaus. Udg. Af Ordet og Israel-1976

Den 14-8-2015 Nr 13 /18

 

I. Den profetiske forjættelse om en åndsudgydelse ved endetiden

1. Åndsforjættelsens frelses historiske ramme.

Den første vigtige erkendelse, som netop forjættelsen hos Joel bringer specielt indtrængende nær til os, er den, at udgydelsen af Helligånden er en endetids-begivenhed i Israels historie. På intet andet sted i Det gamle Testamente bliver forkyndelsen af Helligåndens komme sat ind i en så dramatisk sammenhæng af direkte kosmisk dimension som her: "Og jeg lader ske tegn på himmelen og på jorden, blod, ild og røgstøtter. Solen skal vendes til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer." (vers 3-4).

Og dette skal ske som en mægtig indledning til den dag, som skal foranledige det store vendepunkt i Israels og folkeslagenes historie. Det er "Jom Jahweh", Herrens dag, som også endetidsvisionerne hos andre profeter taler om (f.eks. Obadias l5-17). Joel betegner den her som, Herrens store og frygtelige dag" (vers 4) Helligåndens komme udgør altså et afgørende led i en kæde af dramatiske begivenheder, der vil foranledige det store vendepunkt fra den gamle til den nye verdenstid.

Men deraf får vi også en vigtig negativ indsigt: Helligånden er ikke allerede givet menneskerne til alle tider. Den tilhører på ingen måde deres grundudrustning og er heller ikke det, som overhovedet først gør mennesket til menneske overfor dyrene. Vi må ikke forveksle Helligånden, der er forjættet som en speciel gave, som den idealistiske filosofi gør det, med menneskets åndelighed henholdsvis delagtighed i den absolutte verdensånd, som kommer til syne i kulturhistorien.

Nej, Biblen lærer ikke om identitet mellem Gud og mennesker, men om den entydige afstand mellem begge, som skaber og skabning. Denne afstand kan aldrig blive overvundet af mennesket.

Når nu Biblen, og allerede Det gamle Testamente, dog forkynder, at mennesket skal modtage Guds Ånd, så udtrykkes heri en stor ufattelig hemmelighed. Det er den hemmelighed, at Gud har skabt mennesket til at træde ind i et personligt fællesskab med ham. Gud vil træde ind i en jeg-du-forbindelse med menneskerne, ja i et fader-søn-forhold og ved sin nåde give dem del i sit eget uendelige væsen og liv. Denne Guds plan kom allerede til udtryk i skabelsen af mennesket i Guds billede (1. Mosebog 1,27). Men på grund af syndefaldet kunne planen ikke foreløbig opfyldes.

Mennesket blev drevet ud af Edens have for at det ikke skulle udstrække sin hånd efter frugten på livets træ. Siden da har mennesket stået i en indre fremmedgørelse overfor Gud, dets skaber. Menneskets tænken og stræben er ond fra ungdommen af. (1. Mosebog 8,21). Det lukker sig for Guds tiltale og er krummet ind i sig selv (incurvatus in se), som Luther siger. Det vil sige, det grubler over, hvordan det kan virkeliggøre sig selv ved egne, midler og modsætter sig budene. Mennesket er ganske vist ikke gennem synden så fordærvet, at det slet ikke kan høre Guds stemme mere,

og ikke mere har nogen tanke om forskellen på det sædeligt gode og onde. I dets egen-kærlighed og trods rammer samvittighedens stemme det dog endnu (Rom. 2,14-16). Det længes efter igen at blive forsonet med Gud, som er dets livs kilde (Ap. Ger. 17,22- 23). Derfor forbliver mennesket genstand for en guddommelig opdragelseshandling, som fuldbyrdes i verdenshistorien i almindelighed og i Israels udvælgelseshistorie i særdeleshed. Målet for denne ledelse af folkene i historien er, at de skal anerkende den eneste sande Gud, som deres skaber og herre (Rom. 1, 19-20), villigt stille sig under ham, for at hans ret kan herske over hele verden og bringe den fred og lykke.

Men denne Guds opdragelseshandling støder til stadighed på sine grænser, ikke blot hos de hedenske folkeslag, men også hos Israel, det folk, der blandt dem er udvalgt til midlertjenesten.

Forblindelsen af erkendelsen, den syndige drifts fangenskab af viljen og følelsernes hårdhed tillader ikke en indre harmoni med Guds ledelse, ved hvilken hans frelsesmål endelig kan blive virkeliggjort. Selv svære straffe, som naturkatastrofer og ødelæggelser ved politiske fjender, forbliver hos Israel uden varig virkning.

Lad os tænke på Esajas' bevægende klage: ,,Ve det syndefulde folk, en brødebetynget slægt, ugerningsmænds æt, vanartede børn! De svigtede Herren, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham ryg. Kan I tåle flere hug, siden I stadig falder fra? Kun sår er hovedet, sygt hele hjertet; fra fodsål til isse er intet helt…. Eders land er øde, eders byer brændt, fremmede æder eders jord for eders øjne.” (Es. 1,4-7). Her har i grunden den i Det gamle Testamente ofte udtalte forventning allerede fundet sin afslutning, nemlig at Israel på grund af Guds ords åbenbaringer gennem Moses og profeterne, såvel som gennem hans straffe- og frelseshandling i historien, endelig vil fuldbyrde en dybtgående omvendelse og en fuldkommen viljeshengivelse til ham. Målet for en garanteret fredstilstand gennem på den ene side Guds troskab og på den anden side Israels lydighed mod Loven, som pagtsslutningen på Sinai forudså det, er på grund af det menneskelige væsens beviselige fordærvethed ikke opnåelig.


 

Fortsættes…

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email