Jyllandsposten 22-9-2011

Palæstina er en konstruktion

Geoffrey Cain, formand for Raoul Wallenberg Foreningen, Rebekkavej 5, Hellerup

Offentliggjort 22.09.11 kl. 03:01

Det er ikke en god idé at genopfinde en stat, der aldrig har eksisteret.

Snart vil FN stemme om en ny stat i Mellemøsten, og i den anledning har JP’s videnssektion Newton givet os en god indføring i problematikken. Dog med en meget vigtig fejl. Vi får at vide, at området har heddet Palæstina siden oldtiden, og at det var »filistrene, der gav navn til Palæstina«.

Dette er både rigtigt og forkert, men mest det sidste, fordi historien er betydeligt mere kompliceret end som så. Eksempelvis er kristendommens skaber, Jesus, ikke født i Palæstina (han havde med stor sandsynlighed aldrig hørt ordet), men i den romerske lydstat Judæa. 100 år efter hans død gjorde jøderne et sidste oprør mod romerstaten, der som straf indlemmede Judæa i den romerske provins Syria med det ydmygende navn Syria Palæstina.

Navnet holdt ikke længe

Men navnet holdt ikke ret længe, og indtil det ottomanske riges opløsning under Første Verdenskrig blev det ikke brugt i Mellemøsten i over 1.000 år.

Dog har vi i nyere tid haft mandatområdet Palæstina, der kom til verden i 1920 og eksisterede indtil 1948. Indtil Første Verdenskrig havde hele Mellemøsten i 400 år været en del af det ottomanske rige og var delt op i provinser (tyrkisk “sanjak”). Ingen af dem hed Palæstina. Hvilket ikke er så mærkeligt, idet ordet Palæstina som sagt ikke havde været brugt i Mellemøsten i over 1.000 år.

Hvor stammer navnet fra?

Græsk-latinsk opfindelse

Ordet Palæstina er med stor sandsynlighed en græsk/latinsk gengivelse af det hebraiske pelæsjtim, dvs. beboerne af Pelæsjt, området omkring Gaza. De var – som Newton skriver – af græsk æt og indvandrede til, hvad Bibelen kaldte Kanaans Land, omtrent samtidig med hebræerne. Her boede de i, hvad Det Gamle Testamente kalder filistrenes land. Interessant nok forekommer selve ordet Palæstina hverken i Det Gamle eller Det Ny Testamente (heller ikke i Koranen), og hvorfor det har fået en fast plads i Vestens historiebevidsthed, er noget af en tilfældighed.

Jesus blev som sagt født i den romerske lydstat Judæa, ikke i Palæstina, og det er der flere meget håndfaste beviser på. Eksempelvis da romerne slog det første jødiske oprør ned i 70 og slog mønter med ordene judea capta (altså ikke palæstina capta).

Men hvorfor stod der så “Palæstina” på vore bibelkort? Sandsynligvis pga. den græske historiker og sagnfortæller Herodot, der anvendte “Palæstina” som et geografisk begreb, præcis som “Jylland” er et geografisk begreb og ikke et navn på en stat. Araberne beholdt navnet i ganske kort tid, og allerede et århundrede efter deres erobring af det hellige land var navnet Palæstina helt væk. Araberne kaldte det Syrien.

Profeten Muhammeds første og vigtigste biograf Is-haq (død 767) berettede om Muhammeds natrejse til “den fjerneste moské”, som antages at være Jerusalem (selv om navnet Jerusalem ikke forekommer i Koranen), og han fortalte om arabernes vantro over for denne påståede rejse: »Det tager en måned at rejse til Syrien; hvordan kan Muhammed gøre det på en nat?«

Forestillingen om Palæstina

Citatet viser, at navnet Palæstina ikke havde holdt ret længe, og det bekræftes af T. E. Lawrence (Lawrence of Arabia), der i sin bog “Visdommens syv søjler” om sin egen deltagelse i arabernes opstand mod tyrkerne under Første Verdenskrig konsekvent kalder området for “Syrien”.

Han brugte altså arabernes betegnelse, men det gjorde englænderne og andre europæere ellers ikke. De var ligeglade med, hvad araberne kaldte området, og det faktum, at selve muftien af Jerusalem, den berømte og berygtede Amir Husseini, også anså området for at være en del af Syrien, tog de ikke megen notits af. De var flasket op med forestillingen om, at området hed Palæstina (fordi det havde stået på deres bibelkort), selv om der aldrig havde være noget palæstinensisk folk med eget sprog, kultur og historie, medmindre man regner de græske filistre ved Gaza for “palæstinensere”?

Disse forsvandt ellers hurtigt ud af historien i kølvandet på assyrernes og babyloniernes erobring og nævnes slet ikke i Det Nye Testamente. Men takket være Herodot blev deres navn hængende, og det brugte briterne, da de i 1920 oprettede Mandatområdet Palæstina, en konstruktion, der som sagt kun eksisterede indtil 1948.

Det vil ikke løse problemerne

Er det en god idé at genopfinde en stat, der aldrig har eksisteret og lade som om, den altid har været der? Nej. Det vil ikke løse Mellemøstens problemer, det vil gøre dem værre, og i det nuværende “anti-nationalstatklima” er det også et meget mærkeligt tidspunkt at oprette en ny stat.

Og hvorfor det netop er de mennesker, der udråber nationalismen og nationalstater til at være roden til alt ondt, der mest er ivrige efter at oprette en ny stat båret frem af de samme nationalistiske holdninger, som de selv tager afstand fra, er svært at forstå.

Det minder alt for meget om Chamberlains “Fred i vor Tid

http://jp.dk/opinion/breve/article2553851.ece

 

Palæstinenserne kræver 60 års fortrydelsesret

B. Guttermann, Willemoesgade 93, København Ø

Offentliggjort 22.09.11 kl. 03:01

Mere end 60 års fortrydelsesret? Er det ikke det, palæstinenserne kræver?

Havde de i 1947/48 ligesom Israel accepteret FN’s delingsplan, havde de for længst haft den stat, de nu så bittert kræver. Vi er en gruppe borgere, der ikke forstår, hvordan man kan forlange, at Israel skal forhandle med en modpart, der styret af Hamas ikke anerkender statens eksistens. Det er absurd og uansvarligt. Vi mener, at Danmark kun kan stemme ja i FN til et Palæstina, dersom Israels eksistens samtidig anerkendes. Alt andet ville være ansvarsløst og give et fatalt resultat. Verden har brug for stabilitet, også i Mellemøsten

http://jp.dk/opinion/breve/article2553853.ece